Vindstød af orkanstyrke på vej mod Nord- og Vestjylland

Stormen Knud kan føre vindstød af orkanstyrke med sig, når den rammer det vestlige og nordlige Jylland fredag.

Det oplyser DMI.

Stormen skyldes ifølge DMI et større lavtryk over Nordsøen, der bevæger sig ind over Skagerak fredag.

Meteorologerne forventer, at middelvinden kan nå omkring 25 meter i sekundet med vindstød op til orkanstyrke. Orkanstyrke er 35 meter i sekundet.

Der er udsendt en kategori 2 stormvarsel for Vendsyssel, Jammerbugt, Lemvig og Thisted, hvilket klassificeres som farligt vejr. For de øvrige berørte egne i Nord- og Vestjylland gælder varslet kategori 1, som er voldsomt vejr.

DMI anbefaler borgere i de berørte landsdele at holde øje med beredskabsmyndighedernes anbefalinger og varsler.

– Der er tale om meget voldsomme vindstød. Der er rigtig meget, der kan blæses væk, hvis ikke det er spændt fast, siger vagthavende meteorolog ved DMI Mette Wagner til Ritzau.

Den kraftige vind forventes samtidig at få vandstanden til at stige flere steder.

/ritzau/

Gaardhøje 300x250 ny
Gaardhøje 300x250 ny