Verdensmester åbner den skole olympiske by

Foto: Lars Møller

Den syvdobbelte verdensmester Maja Alm løber OL-flammen ind, når Holme Skole for tredje år i træk markerer sig som skole olympisk by med en festlig åbning torsdag d. 16. maj 2019 kl. 10.

Med Maja Alm i spidsen som fakkelbærer, skolens lærerband, der spiller op til sang og dans, og en hæsblæsende bordtennisduel mellem elever og lærere er der lagt op til en spændende åbning af den skole olympiske by.

“Vi glæder os til åbningen på Holme Skole, der for alvor tager hul på nedtællingen til Skole OL finalen. Det er nu at de sidste finalister bliver fundet, og at alle begynder at se frem mod årets største idrætsevent for børn, som hylder de tre børneolympiske værdier: fællesskab, færdighed og fairplay,”siger Morten Brammer, finalechef for Skole OL finalen i Aarhus, som løber af stablen d. 18. til 21. juni på Ceres Park og Arena.

 

3000 overnattende gæster

Holme Skole, der to gange tidligere har været skole olympisk by, glæder sig til, at de i år i samarbejde med Rundhøjskolen skal huse over 3000 lærere og elever fra hele landet.

“Det er meget unikt at være med til at give en oplevelse som denne til så mange elever og lærere. Det er en stor begivenhed for hele skolen, som også er dybt engageret i det frivillige arbejde omkring Skole OL finalen. Vores 4.-6. årgang står bl.a. for at pakke madkasser og tage imod de tilrejsende elever, mens vores 8. klasser hjælper til som dommere under konkurrencerne til finalen,” fortæller Ditte Hagn-Meincke, skoleleder på Holme Skole.

 

Stor tilslutning fra aarhusianske skoler

Foruden Holme Skole har i alt 42 aarhusianske skoler været med til et af de indledende lokalstævner i Skole OL’s ni discipliner: atletik, bordtennis, bowling, bueskydning, crossløb, orienteringsløb, para-sport, roning og svømning. Den store opbakning fra Aarhus’ skoler samt Holme Skoles engagement i finalen er noget, der skaber politisk glæde.

“Det er en fornøjelse, at Aarhus igen i år danner rammerne omkring Skole OL-finalen, og at Holme Skole for tredje år i træk tager imod landets elever som skole olympisk by. Skolen leverer et imponerende stykke frivilligt arbejde, som udover at udvikle børn og unge også kan føre nye venskaber med sig på kryds og tværs af klasser og skoler,” siger Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge i Aarhus.

Om Skole OL

Skole OL er OL i børnehøjde, hvor over 100.000 elever fra landets 4.-7. klasser dyster i atletik, bordtennis, bowling, bueskydning, (ergometer)roning, parasport, crossløb, orienteringsløb og svømning. Der afvikles i år 116 lokale Skole OL-stævner i 82 kommuner. Heraf kvalificerer de bedste klasser sig til finalen, som afvikles for i alt 12.000 elever den 18. til 21. juni 2019 i Aarhus på Ceres Park og Arena.

Skole OL hylder de børneolympiske værdier fællesskab, færdighed og fairplay og er Danmarks officielle olympiske aktivitet for børn. Se mere på www.skoleol.dk.

Danmarks Idrætsforbund og Dansk Atletik Forbund med støtte fra andre involverede specialforbund står bag Skole OL 2019.

 

TrygFonden og Nordea-fonden støtter Skole OL sammen med Aarhus Kommune.

Brinks box
Kayas Pizza box