Verdens stærkeste pige søges

Get Fit aug19

MCH Musical holder audition på musicalen Pippi Langstrømpe 18. og 20. juni forud for opsætningen af den berømte fortælling, som opføres i MCH Herning Kongrescenter i efterårsferien.

MCH Musical har indledt efterforskningen på verdens stærkeste pige og en lang række andre berømte figurer til Astrid Lindgren-klassikeren Pippi Langstrømpe, der løber henover scenekanten i MCH Herning Kongrescenter i efterårsferien. Tilmelding til audition er netop åbnet og foregår 18. og 20. juni i kongrescentret.

– Vi er på udkig efter både unge og voksne talenter til at besætte rollerne, så vi kan bringe Astrid Lindgrens fantastiske univers til live igen. Vi glæder os til at give en masse familier en god oplevelse i efterårsferien, siger Rasmus Steenberg, der er projektleder i MCH Musical.

Udover skuespillere til musicalen er der også plads til, at teaterinteresserede med en sminkør, syerske eller tekniker i maven kan blive en del af holdet.

– De frivillige bag scenen er en helt central del af vores produktioner. Ligesom vi i tidens løb har været med til at udvikle sangere, dansere og skuespillere, så har flere af vores medvirkende bag scenen også gjort karriere efterfølgende, siger Rasmus Steenberg.

 

En ny opsætning

MCH Musical har tidligere opsat Pippi Langstrømpe i 2015, men der bliver ikke tale om en ren genopsætning, da det denne gang bliver MCH’s debuterende instruktør på Evita, Jens Frausing, og hans assistent, Louise Rømhild, der får til opgave at instruere forestillingen.

– Det nye instruktørteam kommer til at bibringe nye idéer. Denne gang bliver det eksempelvis unge eller voksne skuespillere i rollerne som Pippi, Tommy og Annika. Det giver nogle andre muligheder. Men ellers er det selvfølgelig den klassiske fortælling om den stærke og selvstændige pige i Villa Villakulla, hendes venner og alle byens kendte beboere. Tyveknægtene Blom og Dunder og de skøre betjente Kling og Klang er jo uundværlige, siger Rasmus Steenberg, som også står for musikken på forestillingerne.

Musicalen Pippi Langstrømpe spiller i perioden 12. oktober til 17. oktober 2019 i MCH Herning Kongrescenter, hvorefter holdet drager videre til Aalborg, hvor fire forestillinger spilles i efterårsferiens sidste weekend.

 

Tilmelding til audition

Tilmelding til audition er åbnet via mch.dk og foregår 18. og 20. juni i MCH Herning Kongrescenter. Ønsker man at blive en del af det frivillige hold bag musicalen, kan man også tilmelde sig denne del via ansøgningsskemaet. MCH Musical søger unge og voksne til at besætte rollerne, og man skal være fyldt minimum 16 år.

Brinks box
Brinks box