Tilflyttere festede i Black Box

Mange bidrog til festen. Blandt andet tidligere direktør for Uddannelsescenter Holstebro, Svend Ørgaard, med et underholdende indlæg om folkesjælen i kommunen.

Kommunen bød velkommen med lækker tapas, hyggelig underholdning og praktisk info om historien, kulturen og fritidsmuligheder.

De er kommet fra Chile, Færøerne og Italien. Fra København, Tønder og Aarhus. Og fra mange andre steder i Danmark og verden.

Det er værd at fejre, når nye kommer til. Derfor inviterer kommunen hvert år tilflyttere til fest for at byde dem velkommen.

I 2018 flyttede ca. 2000 til kommunen, og 230 af dem takkede ja til indbydelsen. Det var borgmester H.C. Østerby, der bød dem velkommen til festen og kommunen.

Nære fællesskaber

Han fortalte, at den første bro over Storå så dagens lys helt tilbage i år 1274. Siden da har det været en del af vores kultur at bygge bro til hinanden. For jo kortere afstanden er mellem mennesker, desto mere åbner det op for.

Borgmesteren konstaterede også, at for os i Holstebro Kommune er kultur ikke kun noget, vi kigger på som publikum. Det er også det, vi gør sammen. Det er også de rammer og rum, som indbyder til aktiviteter og møder mellem mennesker.

– Vi tror på styrken i de nære fællesskaber, hvad enten det er gennem foreninger og idræt, i studiemiljøerne og på arbejdet, i landsbyfællesskaber eller med naboerne i kvarteret. Kulturen gør en forskel. Den bevæger os og giver os identitet. Til hverdag betyder det, at vi sjældent ser tingene, som de er. Vi ser hellere, hvad de kan blive til, sagde han.

Underholdning og præmier

Andre gav gæsterne ord med om folkesjælen, fritidsmuligheder samt kunst- og naturoplevelser. Der var fællessang og flotte gevinster til de heldige. Studerende fra Dansk Talent Akademi dansere fra Black Box Dance Company sørgede for dans, musik og andre underholdende overraskelser. Og det hele blev bundet sammen af Nørre Vosborgs direktør Trine Jakobsen.

Tak for en hyggelig aften til alle jer, der deltog og bidrog.

Og tak til Musikteatret i Holstebro, Nørre Vosborg, Rock i Holstebro, Holstebro Handelstandforening, Vinderup Handelsforening og Ulfborg Borgerforening for at sponsorere gevinster til de heldige.

Brinks box