Thorslund får TTH i form

Foto: Louise Boo Jespersen

Af Morten Toft

Fysisk træning er en stor del af hverdagen hos TTH Holstebro, men i fredags var den planlagte fysiske træning mere udfordrende end normalt for TTH-damerne.

Struer’s boksedronning, Dina Thorslund, som har en WBO’s Female World Super Bantamweight titel, var mødt op i Gråkjær Arena kl. 7.45 fredag formiddag for at overraske TTH-damerne til en helt anderledes morgentræning.

Den 162 cm. høje bokser havde forberedt en masse intensive øvelser, som TTH-damerne skulle køre igennem på en time. Der var sved på panden fra start til slut, og TTH-fløjen Mathilde Hylleberg, var klar i spyttet efter træningen:

– Det var sindssygt sjovt og hårdt på en måde, vi ikke er vant til, for der var meget syretræning. Det er godt med noget variation, og man havde ondt i kroppen dagen efter på en anden måde end efter vores normale træninger, siger Mathilde Hylleberg, som siger følgende om Dina Thorslund efter træningen:

– Jeg har kæmpe respekt for Dina. Man skal være lavet af noget specielt for at lave, det hun laver, og Dina er virkelig lavet af noget specielt.

Dina Thorslund havde ros til pigerne efter træningen.

– Pigerne havde en super god tilgang til træningen. De gjorde lige præcis hvad der blev sagt, og det var fedt at se, siger Dina Thorslund, som udsatte dem for mere syre-træning end normalt:

– Man kunne godt mærke, at de ikke var vant til at lave flere af øvelserne, og det ville jo heller ikke være sjovt, hvis de var. De blev presset, når de nye øvelser kom, men ellers så formen fornuftig ud. Normale dødelige havde ikke klaret træningen, siger verdensmesteren med et smil.

Selvom Dina Thorslund var koordinator for træningen, så er hun selv i gang med at gøre kroppen klar til at yde det maksimale. På lørdag er det nemlig alvor for Thorslund (12-0, 6 KOs), når hun skal i arbejdstøjet for at forsvare sin WBO-titel mod Alesia Graf (29-7, 13 KOs), men det er velvidende, at selvom jobbet skal klares alene, så er der et helt håndboldhold og en fyldt hal, der bakker op.

Brinks box