Swingende jazz til frokost

Stringswing-orkestret P. S. Swingband spiller til frokostjazz.

PS Swingband vil på Tobaks Fabrikken skabe deres helt egen stemning med humør og spilleglæde

Uden overdrivelse er det et af publikums mest yndede bands, som Jazzklub 93 Holstebro har fået fat i til frokostjazz på Tobaks Fabrikken lørdag den 16. marts kl. 12.

Det er det meget efterspurgte stringswing-orkester P. S. Swingband, hvor virtuose Esben Kjær boltrer sig på violin sammen med Torben Nickelsen på bas samt Per Sørensen, der swinger sin guitar sammen med guitarist Kim Fendinge Mouritzen.

Musikken tager udgangspunkt i manouche, der er en slags gypsyjazz kendt fra Django Rheinhardt og Stéphane Grappelli’s orkester Quintette du Hot Club de France. Men musikerne bevæger sig også over Svend Asmussens repertoire og bruger lystigt løs af musikken fra 30’ne og 40’ne. Orkesteret lægger vægt på det tætte sammenspil og loyalitet over for de gode melodier.

PS Swingband har spillet overalt i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Holland, og alle steder har de formået at skabe deres helt egen stemning med deres humør og spilleglæde.

Brinks box
Noojins boks alm.