Svavarsson: Vi glæder os til en intens udekamp

Foto: Louise Boo Jespersen

Af Morten Toft

Tirsdag den 7. maj skal TTH Holstebro en tur sydpå til Skansen for at møde SønderjyskE Håndbold. Opgøret mod de lyseblå bliver den fjerde kamp i DM-slutspillet, og dermed går slutspillet ind i sin mest afgørende fase.

38-årige Vignir Svavarsson er igen med på holdkortet, efter at han lavede et tidligt comeback senest mod Aalborg Håndbold efter en længevarende skade. Den rutinerede islænding glæder sig over at være tilbage til slutspurten i DM-slutspillet.

– Det er rart at være tilbage på banen. Det er hårdt, men sjovt! – Jeg mangler stadig lidt i forhold til løbeformen og spilformen, men det er sku dejligt at være tilbage i kamp, siger Vignir Svavarsson.

Når Vignir Svavarsson træder ind på halgulvet i Skansen, så får han selskab af et par store modstandere på stregpositionen i form af Frederik Ladefoged og Frederik Børm. Især defensivt skal man have styr på de fysiske spillere, fastslår Vignir.

– Vores defensive struktur skal være det primære fokuspunkt mod SønderjyskE, og vi skal være parat til at tage slåskampene mod deres fysik. De kommer med fuld energi på deres hjemmebane i Skansen, siger Vignir, som håber på at holdet kan revanchere den seneste kamp mod SønderjyskE:

– Hele truppen er opsat på at levere en god kamp mod SønderjyskE, så vi kan revanchere vores præstation mod dem sidst. Hvis vi gør det vi skal, så vinder vi.

Sidste gang TTH Holstebro stod i Skansen blev det til en målrig kamp. I alt 72 mål blev scoret i kampen, hvor TTH Holstebro vandt 38-34.

– Skansen er en fed udebane, hvor der altid er fuld hal og en god stemning. Vi har igennem de seneste par år har vi haft op -og nedture dernede, men vi tror på en optur, og vi glæder os til en intens udekamp om vigtige point, slutter Vignir Svavarsson.

Opgøret mellem SønderjyskE Håndbold og TTH Holstebro fløjtes igang tirsdag kl. 18.30.

 

Næste hjemmekamp: TTH Holstebro # Skjern Håndbold
Dato: 12. maj kl. 16.00
Køb din billet HER

Brinks box
Noojins boks alm.