Slagteriets nye bestyrelse er på plads

Foto: Før var der kødproduktion - nu er det kulturproduktion. Udsnit af Slagteriets karakteristiske hovedbygning

Kulturstedet “Slagteriet” ved Struervej i Holstebro bliver nu selvejende institution med egen bestyrelse, som Økonomiudvalget har udpeget formand og fire andre medlemmer til.

Formand bliver tidligere direktør i VIA University College, Asbjørn Christensen, mens de andre medlemmer er Lene Skovsgaard Sørensen fra udviklingsfirmaet team2, Ulla Lund fra Visit Aarhus, Søren Taaning fra Dansk Talentakademi samt byrådsmedlem Pernille Bloch.

 

Den nye bestyrelse repræsenterer tilsammen bred erfaring og indsigt i ledelse, økonomi, fundraising, jura, bygnings- og ejendomsudvikling, kulturproduktion og iværksætteri inden for kreative erhverv.

 

Bygningerne, der jo også er en del af byens nyere historie, bliver midtpunktet i en hel ny, central bydel, og jeg ser frem til at være med til at virkeliggøre ideerne om et kulturelt multihus. Det glæder mig også, at det kommer til at ske i et tæt samarbejde med et meget kompetent bestyrelseshold og den leder, vi nu som den første opgave skal have ansat, siger den nyudpegede formand, Asbjørn Christensen.

 

Kort om bestyrelsens medlemmer:

 

Asbjørn Christensen: Formand for Nupark og VUC Holstebro-Lemvig-Struer. Arbejdet for VIA University College i 10 år som leder af Campus Holstebro og professionshøjskoledirektør med overordnet ansvar for økonomi-, ejendoms-, it- og kommunikationsområdet i hele VIA. Stor erfaring med strategiudvikling, campusbyggerier, projektstyring og finansiering.

 

Søren Taaning: Billedkunster og cand.scient.pol. Leder af Dansk Talentakademi i Holstebro og formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst

 

Ulla Lund: Frivillighedschef hos Visit Aarhus og tidligere frivillighedskoordinator hos Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 herunder åbningsceremonien. Specialist i at mobilisere frivillige og har arbejdet med festivalen i Skanderborg i over 16 år.

 

Lene Skovsgaard Sørensen: Direktør og medejer af team2 aps, specialist i fundraising og netværksopbygning som bl.a. arbejder med udviklingsprojekter i Holstebro Kommune. Formand for Den Jyske Opera og formand for Newco (Black Box bygningen i Holstebro).

 

Pernille Bloch: Jurist og partner i Advokaterne Nupark. Byrådsmedlem for Konservative og medlem af Teknisk Udvalg og Økonomiudvalget.

 

De fem medlemmer skal sætte retning og rammer for Slagteriet som et ambitiøst kulturelt produktionshus for frivillige, unge, erhverv og iværksætteri med kunstnerisk og kulturelt sigte. Fx gennem etablering, drift og udleje af værksteder, atelierer, studioes og andre egnede fysiske faciliteter. Slagteriet skal også være en aktør i kulturlivet med afvikling af events, konferencer, markeder, koncerter, festivaler, udstillinger og andre former for værtsskab.

 

De mange aktiviteter og events, der allerede er i gang på Slagteriet forventes at tiltrække i tusindvis af gæster og er således et godt udgangspunkt.

Den selvejende institution får ansvar for ledelse, udvikling og drift af de 13.000 m2 tidligere slagteribygninger, som Holstebro Kommune overtog fra Danish Crown ved købet af hele slagterigrunden i november 2015. Slagteriet som selvejende institution er således fysisk afgrænset til bygningerne og udendørsarealerne i mellem dem, men vil med tiden naturligt indgå i samspil med nye bykvarterer syd og nord for Slagteriet.

 

  • Det første bestyrelsesmøde er i maj, og en af opgaverne bliver her at igangsætte ansættelsen af en leder for Slagteriet
  • Slagteriets økonomi består af en driftsaftale med kommunen, egne indtægter og eksterne tilskud fra fonde m.v.
  • Slagteriets kulturaktører har i dag alle en skriftlig aftale med Holstebro Kommune som udløber 31.12.19

Brinks box
Det Gamle Postkontor