Skoletilbud flytter fra Måbjerg til Ellebæk

Foto: Eleverne skal forberedes på flytningen på den rigtige måde og i god tid

Børn med vanskeligheder inden for autismespektret flytter til Ellebækskolen inden for et halvt års tid. De mere rummelige rammer i den tidligere folkeskole i Ellebæk skal bl.a. løse pladsudfordringer i det nuværende skoletilbud på Måbjerg Skolevej.

Børne- og Familieudvalget har besluttet at give skoleeleverne i Måbjerg nye og større lokaler på Ellebækskolen.
Kommunen prioriterer dermed indsatsen for de børn, der har brug for lidt ekstra opmærksomhed og specialiseret støtte til at udfolde deres potentialer i folkeskolen, lyder det fra skoleinspektør Martin Madsen:

– De nye rammer i Ellebæk er et rygstød til det gode skolesamarbejde og udvikling på autismeområdet, som vi har i Holstebro Kommune. Det er en god løsning på de pladsudfordringer, der i de seneste år er blevet mere og mere aktuelle, og vi ser frem til den store opgave med at flytte, som jo også bliver en pædagogisk opgave, siger han.

Når der er forandringer på vej, har skoletilbuddet flere metoder til at sikre tryghed og forudsigelighed for elever, der har særligt svært ved skift. En af dem er ”De 10 H´er”, der ikke blot er svar på en lang række hv-spørgsmål, som eleverne måtte have om flytningen. De fungerer også som baggrund for sociale historier, som personalet udvikler til de enkelte klasser for at forberede dem på det nye.

I dag er den tidligere Ellebækskolen midlertidig undervisningssted for elever fra Nørre Boulevard Skolen, der har gennemgået omfattende renovering og tilbygning. Eleverne rykker tilbage til den nye ombyggede skole i løbet af februar.

Derfor kan personalet fra Måbjerg måske allerede tage imod indskolingen og førskolebørn i Ellebæk den 1. maj, mens de øvrige elever indtager skolen efter sommerferien.

Skoletilbuddet Måbjerg, der har 80 elever og 30 ansatte, er del af Specialkompetence Holstebro, som også rummer afdelingerne Storåskolen og Nørreland.

Skoleinspektør Martin Madsen orienterede bestyrelsen og personalet torsdag aften og forældre og elever fredag formiddag omkring udvalgets beslutning.

Kayas Pizza box
Kayas Pizza box