Sanketur i sommerferien: Pluk disse 4 spiselige planter

Gå på opdagelse i den danske natur og pluk sommerens spiselige planter til middagsbordet.

Den danske natur bugner af vilde og spiselige planter, der nemt kan indgå i sommerens retter. Men det kan være svært at vide, hvor man skal starte. For hvilke spiselige planter smager godt og hvor plukker man dem henne?

Et af de steder, hvor du med garanti finder spiselige planter er ved strandene, siger Marianne Krag Pedersen, der er naturvejleder i Danmarks Naturfredningsforening:

– Netop nu er der overflod af vilde og spiselige planter på stranden. De smager fantastisk, og rigtig mange af dem har oven i købet et stort indhold af vitaminer og mineraler. Det gælder for eksempel strandkål og strandmelde, der er milde i smagen og kan bruges som kål og spinat i salat, siger hun.

Men der gemmer sig også en del spiselige planter i haverne, som nemt kan plukkes derhjemme.

Her er et overblik over de vilde og spiselige planter, vi anbefaler, at du samler her i sommersæsonen.

Strandarve

Strandarve kaldes også for strandens agurk på grund af sin agurkeagtige smag. Det er en lille sukkulent plante, der vokser helt ude i det løse sand. Den kan have tre forskellige smagsnuancer: af agurk, salt eller lidt bittert. Derfor er det vigtigt, du husker at prøvesmage planten inden du plukker videre, så du kommer hjem med strandarve i den ønskede smag.

Vigtige plukkeregler – pluk med omtanke:

  • Pluk ikke fredede planter
  • Pluk ikke giftige planter eller planter, du ikke kender
  • Pluk kun en lille del at planten og gør det forsigtigt, så den kan vokse videre
  • Pluk ikke hvor der er sprøjtet eller steder med biltrafik
  • pluk ikke mere end du kan spise
  • vær opmærksom på velbesøgte hundeluftesteder

Sådan kender du den:

  • Strandarve har et meget karakteristisk udseende og er svær at forveksle med andre planter.
  • Den ligner en sukkulent med sine små, saftige og trekantede blade.
  • Strandarve bliver som regel 5-15 cm. høj og har sæt af fire små blade, der sidder overfor hinanden op ad stænglen.
  • Når strandarven blomstrer, får den små, hvide og gule blomster i hvert hjørne af de øverste blade.

Sådan bruger du den:

  • Strandarve kan bruges frisk i salater og blancheres eller smørsteges som tilbehør til for eksempel fisk og skaldyr.

Brændenælder:

Den karakteristiske brændenælde er en hårdfør plante, der stort set kan findes overalt, hvor der er næringsrig jord. For eksempel i hegn, grøftekanter, i skove og skovbryn, langs villavejens hække, på enge, ved vandløb og søer og mange flere steder.

Her i sommermånederne skal du tage de øverste 15 cm. af stænglen med mellem fire og seks par blade af hver plante. Det er bedst at plukke fra steder, hvor brændenælderne bliver slået, så der kommer friske skud.

Husk at medbringe en saks og handsker, så du ikke bliver brændt.

Sådan kender du den:

  • Brændenælder har savtakkede blade, der er tæt dækket af små brændehår.
  • Den kan blive omkring 80 cm høj.
  • Hen mod efteråret sætter den frø i små aflange klaser. De er ligeså næringsrige som selve planten. De kan f.eks. bruges i bagværk.

Sådan bruger du den:

  • Brug den i de fleste tilberedte retter – for eksempel i en omelet eller sammen med stegte grøntsager.
  • Lav din egen brændenældete.

Pluk de friske skud:

Uanset hvilke vilde planter du plukker, så hold øje med de friske skud fortæller Marianne Krag Pedersen:

– Ligesom du går efter de mest friske råvarer i supermarkedets frugt- og grøntafdeling, så bør du gøre det samme, når du sanker i naturen. For de har bedre smag og flere vitaminer, siger hun.

Strandkarse

Strandkarse er Danmarks svar på wasabi med sin stærke smag. Den findes især ved kyster i den sydlige og østlige del af Danmark ved strande, der ikke er alt for udsatte for vejr og vind.

Sådan kender du den:

  • Planten bliver omkring 1 meter høj.
  • Den har små hvidlige blomster i klaser og tykke lancetformede og lidt blågrønne blade.
  • Smager stærkt på samme måde som peberrod eller wasabi.

Sådan bruger du den:

  • Lav en dip med blendede friske strandkarseblade, græsk yoghurt, citronsaft, salt og peber.

Skvalderkål:

Mange haveejere kender skvalderkål rigtig godt og ser det som irriterende ukrudt. Men den udskældte plante er faktisk nem at bruge i madlavning. Du skal plukke hele planten – gerne lige inden bladene folder sig ud, så planten stadig er lækker og lysegrøn. Brug kun de nye og friske blade.

Sådan kender du den:

  • Skvalderkål vokser tæt sammen i skyggen på let fugtig jord.
  • Planten bliver op til en halv meter høj
  • Den har spidse blade, der sidder tæt sammen langs stænglen.

Sådan bruger du den:

  • Lav din egen pesto eller urtesmør med skvadderkål
  • Brug den i tilberedte retter som du bruger andet bladgrønt og urter

 

Vil du vide mere?

Der findes mange flere vilde, spiselige planter i den danske natur, som også er i sæson lige nu. Hvis du vil se dem alle, så anbefaler vi hjemmesiden Vild Mad, der også er lavet som en app, så du har al viden lige ved hånden, når du er på sanketur.

Brinks box
Kayas Pizza box