Regimentschefen besøger 2. kampvognseskadron i Kabul

Regimentschefen taler til en force protectiongruppe fra 2. kampvognseskadron. Bagved obersten ses et af de køretøjer, som grupperne kører i i Kabul. Køretøjet er en såkaldt MRAP (Mine-Resistant Ambush Protected vehicle) af typen MRAP MaxxPro. Lidt opsiddet er der altså alligevel i missionen.
Besøg ved udsendte Dragoner.

Af presse- og informationsofficer
Kaptajn M. Veltzé

Jydske Dragonregiment er i første halvår af 2019 stor bidragsyder til de internationale missioner, som Danmark har soldater udsendt til.

Det betyder, at Dragoner siden februar har været udsendt til Operation Inherent Resolve på Al Assad Air Base i Irak, til Resolute Support Mission i Kabul, Afghanistan og siden maj til Kosovo Force i Kosovo, hvor en bevogtningsdeling er indsat til bevogtning af den franske lejr Camp Maréchal De Lattre de Tassigny nær byen Novo Selo. Så hvis Dragonkasernen synes mennesketom, så er dette en væsentlig del af forklaringen.

De udsendte enheder skal naturligvis besøges. Det er der flere grunde til. Den vigtigste må nok være at holde tæt kontakt til enhederne og give dem vores opbakning samt ikke mindst få en fornemmelse af, om alt er, som det skal være i missionen.

I uge 21 tog regimentschefen for Jydske Dragonregiment, oberst Anders Poulsen, således hul på besøgsrækken, der inden sommerferien bringer ham rundt i ovenstående afkroge af verden.

Det første besøg var i Kabul, hvor obersten sammen med chefer fra de øvrige udsendte enheder, besøgte de udsendte danskere, herunder 2. kampvognseskadron.

Eskadronen er – til deres store ærgrelse – udsendte uden deres kampvogne, idet den er udsendt som Mission Force Protection Team. Når soldaterne er indsat, er det bl.a. med henblik på at sikre og eskortere udsendte rådgivere og mentorer, når disse skal til og fra møder rundt om i Kabul. Og til den opgave er kampvognen ikke et oplagt transportmiddel. Dertil skal bemærkes, at de danske kampvogne for tiden undergår en såkaldt ‘Mid Life Upgrade’. Denne opgradering fra Leopard 2A5 til 2A7 gennemføres i Tyskland, hvilket bl.a. betyder, at eskadronens vogne er ude af landet.

Tilværelsen som delvist afsiddet kampvognssoldat ligger logisk nok langt fra livet på kampvognen, hvor personellet deler ganske få kvadratmeter. Savnet er dog ikke større, end at soldaterne udfører deres nye, midlertidige opgave med stor professionalisme. Obersten havde ved hjemkomsten derfor kun positivt at sige om den indsats, som eskadronen leverer: Fagligheden er helt i top og de gør det godt. Ydermere bemærkede obersten, at der var en rigtig god stemning og gejst på holdet.

Under besøget havde obersten mulighed for at tale med soldaterne og derigennem blive klogere på deres hverdag – så at sige høre sandheden fra hestens egen mund. Livet i 2. kampvognseskadron kan også følges på eskadronens facebookside, hvor der jævnligt postes opslag om livet i missionen.

I løbet af juni måned er det Kosovo og Irak, der får besøg af obersten, når han gennemfører missionsbesøg med en række af Hærens øvrige chefer.

 

RC-besøg 2019
Regimentschefen foran T-wall væg, hvor danske enheder, der har været udsendt til Resolute Support, har malet deres underafdelingsmærker og dermed i bedste Killroystil tilkendegivet, at “they were here”. Som det ses af underafdelingsmærkerne har Jydske Dragonregiment sat sit tydelig præg på væggen.

Brinks box
Gaardhøje box 2019