Peter Balling: Dejligt at kunne bidrage en smule

Foto: Louise Boo Jespersen

Af Morten Toft

Peter Balling var ikke udset til at skulle spille flere kampe i 2018/19 sæsonen, men i gårsdagens kamp var han igen i aktion mod Aalborg Håndbold. Det blev til et mindre antal minutter på fløjen for Balling. 

At Peter Balling måtte tage til takke med minutter på fløjen, var til hensyn for hans skulderskade, som endnu ikke er 100%. Der er stadig en del genoptræning tilbage for Balling før han igen kan indtage halgulvet som tidligere:

– Det var dejligt at være tilbage på banen. Det er altid sjovere at rende rundt derinde end bare at sidde udenfor. At det så var under andre omstændigheder end normalt, det må man leve med, men det er rart at kunne bidrage lidt igen, siger Peter Balling.

I den seneste tid har Balling trinvis deltaget i flere øvelser til træning og derfor kan ømheden mærkes i kroppen efter en lang periode uden andet en styrketræning.

– Kroppen er ikke 100% endnu og jeg kan sagtens mærke, at jeg bliver ekstra øm i kroppen efter de seneste træninger. Der er mange øvelser og bevægelser igen, som jeg ikke har måtte foretage siden skaden, siger Peter Balling.

Men lidt ømhed holder ikke Peter Balling væk fra AKQUINET EHF Cup Finals 2019 i Kiel – og der er tilmed blevet plads til ham på holdkortet til finale-stævnet:

– Jeg kommer nok til at spille i det omfang, at hvis Kildelund får en skade, så kan jeg assistere på hans plads. Jeg kommer ikke til at spille fuld tid eller for fuld styrke, det er ikke planen, siger Peter Balling.

For 29-årige Peter har der været mange store kampe igennem tiden, og på listen af kampe kommer nu finale-stævnet i Kiel.

– Der er en kæmpe opmærksomhed omkring den her turnering, både med 10.000 tilskuere på lægterne og massevis af Tv-seere. Det er en stor finale-weekend, som man kun kan se frem til, siger Peter og sætter lidt ord på Kiel som er TTH’s semifinalemodstander:

– Lige nu kæmper THW Kiel om at blive tysk mester i den bedste liga i verdenen. Det siger noget om hvor stor den her turnering er, og hvor gode hold vi kommer til at møde. Det bliver specielt for os alle at stå i en semifinale mod THW Kiel, slutter Peter Balling.

TTH Holstebro møder THW Kiel den 17. maj kl. 18.00.

Se kampen på Viaplay eller TV3 Max.

Brinks box
Det Gamle Postkontor