Pædagoger følger med førskolebørn i skole

Get Fit aug19
Foto: Pædagog Kristine Bay tager med børnene i førskole for at give en tryg overgang fra børnehave til skole. Her er det Villum Grud Heiselberg på 5 år, der ser ud til at have et nyt træk parat.

Personale fra børnehaven i Mejdal har i en måned gået på Halgård Skole sammen med de børn, de nu skal sige farvel til.

Villum på 5 år har længe glædet sig til at komme i skole. Han har set frem til timerne og til at lave opgaver. Derfor var det en stor dag, da han for nylig begyndte i førskolen på Halgård Skole. Men han var ikke helt alene. Han havde nemlig Kristine med sig, og hende har han kendt i flere år. Hun har været pædagog i hans børnehave i Mejdal.

Halgård Skole og Børne Universet Mejdal driver et særligt samarbejde. Tre pædagoger fra børnehaven følger med de store børn i børnehaven, når de begynder i førskole. Det er en rigtig god ordning, synes Villums mor, Helle Heiselberg.

– Det giver børnene en tryg start på skolen. Det er en glidende overgang fra børnehaven, siger Helle Heiselberg.

En hel måned

Pædagogerne fra børnehaven er med i en måned. Da flytter de simpelt hen arbejdssted til skolen. De er med børnene fra morgen til eftermiddag, også i skolefritidsordningen.

Hjemme i børnehaven i Mejdal dækker de tilbageværende ind for hinanden. De har heller ikke helt så mange børn, når de store lige er rejst.

– Det var et fantastisk personale, der stod klar på skolen, siger pædagog Kristine Bay. De er meget lydhøre overfor, hvad vi fortæller om det enkelte barn. For eksempel at en af dem er lidt genert, og at man ikke skal buse på, men hvis han får lov at se tingene an, skal det nok komme.

Det betaler sig

Daglig pædagogisk leder Siv Nybo fra Børneuniverset Mejdal mener, det er en god investering at følge med børnene. Det giver dem noget genkendeligt, når deres hverdag i øvrigt skifter med nye rammer, nye børn, nyt personale.

– Hvis noget er svært en af de første dage, kan de gå til en af de pædagoger, som de kender fra børnehaven, siger Siv Nybo.

Hun tilføjer, at personalet fortæller personalet på skolen de positive historier om de enkelte børn. Hvordan det er bedst at forholde sig til dem hver især.

Som et landsbysamfund

Villums forældre er begyndt at øve med Villum, hvordan han cykler hjem fra skole. Men der går stadig et stykke tid, før han selv skal klare det til og fra familiens hjem i Mejdal.

– Både Villums far og jeg kommer fra landsbysamfund. Det er fantastisk, at vi kan få noget af det nære, selv om vi bor nærmest midt i byen, siger Helle Heiselberg. Det stærke foreningsliv i Mejdal og Halgård spiller en rolle i, at mange børn og forældre kender hinanden inden skolestart.

– Men det er en omvæltning at træde ind i en stor skole som Halgård. Det er mange nye ansigter og spilleregler. Heldigvis kender børnene på årgangen hinanden og har pædagogerne med i begyndelsen.

Helle Heiselberg ser frem til, at lillesøster Anna Edith skal igennem det samme om to år.

Godt med timer – og frikvarter

Pædagog Kristine Bay siger, at det giver et stik, hver gang hun skal sige farvel til børn. Men nu ser hun, at de kommer godt i gang på skolen.

– Det er også fint for os pædagoger at opleve, hvad det er børnene kommer over til på skolen, og hvad vi skal øve på og gøre klar til i børnehaven, siger Kristine Bay.

Villum har ikke rigtig tid til at snakke mere. Han tripper. Et frikvarter venter.

– Det er godt at holde timer og at have frikvarter i skolen, synes Villum Grud Heiselberg.

Brinks box
Brinks box