Padder og fugle får glæde af en vådere vestkyst

Naturstyrelsen lukker 8,5 kilometer grøfter på Thys klitheder og genskaber slyngede vandløb i Hanstholm Vildtreservat for at genoprette naturlige vådområder.

Vand er vigtigt for mange fugle, padder og insektarter, der både bruger vandet til at formere sig, finde føde og søge beskyttelse mod rovdyr. Derfor vil Naturstyrelsen over de næste par uger genetablere de naturlige vandforhold langs en del af vestkysten for at skabe flere lysåbne vådområder.

Nærmere bestemt lukkes der knap 8,5 kilometer grøfter langs vestkysten fra Agger Tange og op til Hanstholm. Derudover skabes der 12.500 kvadratmeter levesteder til padder, fordelt på vandhuller og søer i forskellige størrelser.

– Grøfterne blev i sin tid etableret for at dræne de fugtige klithedearealer, så der kunne dyrkes landbrug og skov. Nu er træerne fældet, tømmeret solgt, og det tidligere skov- og landbrugsareal er ryddet til fordel for en lysåben og vådere natur. Det vil skabe bedre forhold for eksempelvis strandtudse, spidssnudet frø, stor vandsalamander, fugle som tinksmed og trane og en række sjældne planter, der er knyttet til vand, siger Nanna Søndergaard Pedersen, biolog i Naturstyrelsen.

Udover lukningen af grøfter vil Naturstyrelsen genslynge 624 meter vandløb i Hanstholm Vildtreservat. Vandet blev i sin tid ført ud i lige rette kanaler for bedre at kunne dyrke de omkringliggende landbrugsarealer. Ved at føre vandløbet tilbage til dets naturlige slyngninger sikres den naturlige bevægelse og fordeling af vand, der med tiden fører til en mere artsrig natur langs vandløbet.

Projektet, der er forkortet LIFE REDCOHA, gennemføres med støtte fra EU’s LIFE-program og skal hjælpe

den trængte kystnatur langs Jyllands vestkyst.

Læs mere om alle elementerne i LIFE-projektet.

Fakta: Hvor sker hvad?
På Agger Tange etableres nye små vandhuller til padderne.
På hederne syd for Tvorup Klitplantage-Lyngby, Stenbjerg, Vangså og Ålvand genoprettes vådområder ved grøftelukning.
I Hanstholm Vildtreservat genslynges vandløb og lukkes grøfter.

Brinks box
Revision Limfjord 02/10 sb