Nye regler mod vanvidssejlads med vandscootere er vedtaget

Efter den alvorlige ulykke, hvor to kvinder blev ofre for vanvidssejlads i Københavns havn sidste år, har Folketinget vedtaget skærpede regler.

Det skete tirsdag ved mødet i Folketingssalen.

De nye regler giver politiet bedre muligheder for at konfiskere fartøjer efter vanvidssejlads.

Reglerne træder i kraft 15. maj og gælder både vandscootere og mindre speedbåde.

Personskade og tab af forsørger bliver med vedtagelsen omfattet af objektivt ansvar.

Det betyder, at skadevolderen er omfattet af erstatningsansvar, selv om vedkommende ikke har optrådt forsætligt eller uagtsomt.

Erhvervsministeriet skriver i en pressemeddelelse, at det objektive ansvar indføres for at sikre skadelidte bedst muligt.

Sejler-, vandscooter og erhvervsorganisationer har protesteret mod at indføre objektivt ansvar på området.

Derudover indføres en obligatorisk ansvarsforsikring. Hvis der ikke er tegnet en forsikring, må man ikke bruge fartøjet.

Allerede nu gælder det, at man skal være mindst 300 meter fra kysten, før man må sejle stærkt på en vandscooter.

De første 300 meter må man kun sejle fem knob og vinkelret ud fra kysten.

/ritzau/

Kayas Pizza box
Kayas Pizza box