Ny smertelindring til patienter efter operation af hofte

28. juni forsvarede Niels Dalsgaard Nielsen sin Ph.d. om bedre smertelinding af patietner, der skal have en ny hofteprotese. Det skete på Aarhus Universitet. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Når patienter bliver opereret og får en ny hofteprotese, kan en nyudviklet nerveblokade lindre deres smerter bedre, end hvad man hidtil har været i stand til.

Nye forskningsresultater fra Aarhus Universitet og Regionshospitalet Silkeborg viser, at patienter, der skal have en ny hofteprotese, i fremtiden kan få en ny nerveblokade, der lindrer smerterne bedre, end den smertelindrende medicin der bruges i dag.

Smerter efter en operation af protese i hoften bliver normalt behandlet med morfin-lignende lægemidler. Disse lægemidler har mange bivirkninger, der kan være til gene eller fare for de nyopererede patienter.

Patienter slipper for alvorlige bivirkninger

I et nyt ph.d.-projekt har sundhedsvidenskabelige forskere udviklet en ny nerveblokade, der har potentiale til at reducere behovet for morfin efter operation af protese i hoften.

Mange patienter har moderate eller svære smerter efter en proteseoperation i hoften. For at undgå behandling med morfin-lignende lægemidler har ph.d.-studerende Niels Dalsgaard Nielsen sammen med andre forskere undersøgt, om smerterne kan behandles med nerveblokader.

– Nerveblokader kan bedøve et område af kroppen, og de kan på den måde behandle smerter i hoften uden at medføre de alvorlige bivirkninger, som de morfin-lignende lægemidler kan medføre. Mange nerveblokader bedøver imidlertid også musklerne i det berørte område. Dette er uhensigtsmæssigt, da patienter efter en hofteoperation skal kunne gå på det opererede ben allerede på operationsdagen for at opnå det bedste resultat, siger læge og ph.d.-studerende Niels Dalsgaard Nielsen fra Health på Aarhus Universitet og Center for Planlagt Kirurgi på Regionshospitalet Silkeborg.

Nyudviklet blokade bedøver nervegrene uden at bedøve muskler

I et studie på nyopererede patienter har forskerne undersøgt den smertestillende effekt af en etableret nerveblokade (et såkaldt obturatoriusblok), som kun har en lille påvirkning af muskelfunktionen. Desværre havde denne blok ingen effekt på smerterne efter operation af hofteprotesen.

Forskerne udviklede dernæst en ny nerveblokade (iliopsoas plane block), der potentielt kan bedøve nervegrenene til hoften fra en af lårets store nerver (femoralis-nerven) helt uden at bedøve lårets muskler. Denne nyudviklede nerveblokade er undersøgt i to studier, og den har vist potentiale til at kunne behandle smerterne efter operation af hofteprotese.

Fakta

  • Forsvaret af ph.d.-projektet er offentligt og finder sted den 28. juni klokken 14 i Auditorium B, Aarhus Universitetshospital, Indgang G6, Palle Juul-Jensens Boulevard 97, Aarhus N.
  • Titlen på projektet er ”Peripheral Nerve Blocks for Analgesia after Elective Total Hip Arthroplasty”.
  • Bedømmelsesudvalget består af følgende personer:
    Paul Kessler, adm. overlæge, professor, dr.med., Ortopædisk Universitetshospital Friedrichsheim, Frankfurt am Main, Tyskland
    Per-Arne Lönnqvist, overlæge, professor, ph.d., Karolinska Institutet, Stockholm, Sverige
    Stig Storgaard Jakobsen, overlæge, klinisk lektor, ph.d., Aarhus Universitetshospital, Aarhus, Danmark

Brinks box
Det Gamle Postkontor