Ny rekord i opkald om dyr i nød sidste år

Arkivfoto

En kat uden ører, mishandlede fugle og køer og får under solen uden vand og skygge.

Uanset hvilken slags indberetning der er tale om, er antallet af henvendelser om dyr, som har brug for hjælp, steget markant det sidste år.

Ifølge en opgørelse fra Dyrenes Beskyttelse ringede borgere mere end 118.000 gange til foreningens vagtcentral – 1812 – i løbet af 2018 for at fortælle om dyr i nød.

Dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse Yvonne Johansen peger på flere forklaringer bag stigningen. Blandt andet at der generelt er kommet større fokus i befolkningen på dyrevelfærd.

– En anden forklaring kan være den varme sommer, som har ført til et øget antal henvendelser på særligt vilde dyr, men også landbrugsdyr på markerne, siger hun.

Dyrenes Beskyttelse har siden 2011 haft vagtcentralen, hvor alle kan ringe, hvis de oplever, at et dyr har brug for hjælp.

Siden lanceringen er antallet af henvendelser fra bekymrede borgere steget år efter år.

I 2018 steg antallet af henvendelser både i forhold til kæledyr, landbrugsdyr og vilde dyr.

Men den varme sommer gav også anledning til alarmerende mange dyreværnssager, viser foreningens tal.

En dyreværnssag er en sag, hvor mennesker har haft ansvaret for, at et dyr har haft det dårligt.

Sidste år modtog Dyrenes Beskyttelse 4592 anmeldelser om dyreværnssager. Det er 23 procent flere end året før, hvor der også blev registreret et rekordhøjt antal.

Og selv om borgere har fået større empati for dyr i hjemmet og naturen, er der samtidig flere dyr, som bliver misrøgtet, fortæller Rikke Christensen-Lee, dyrlæge og direktør i Dyreværnet.

– Vi oplever også, at der er en større bevågenhed og interesse for dyrevelfærd. Men der hvor det så går galt, og dyrene har det dårligt, har de det voldsomt dårligt, siger hun.

Ifølge Rikke Christensen-Lee er det særligt de allersvageste grupper i samfundet, som har svært ved at tage sig af deres dyr. Ikke fordi de ikke har lyst, men fordi de ikke har overskud.

/ritzau/

Brinks box
Det Gamle Postkontor