Ny forskning: Flere timer i skolen giver bedre karakterer

Antallet af undervisningstimer i folkeskolen har en direkte betydning for, hvor gode karakterer eleverne får til afgangsprøverne i 9. klasse.

Det skriver Politiken onsdag

For første gang nogensinde har forskere afdækket effekten af flere undervisningstimer over et helt skoleforløb fra 1. til og med 9. klasse.

Undersøgelsen kommer, netop som regeringen har offentliggjort et folkeskoleudspil, der vil forkorte skoleugen med i gennemsnit 1,8 timer ved at give flere timer til naturfag og markant færre timer til understøttende undervisning, som er timer, der skal skabe variation i skoledagen.

En times undervisning mere om ugen i dansk eller matematik vil over et helt skoleforløb give en højere karakter på 0,21 karakterpoint i snit for alle elever målt på 9.-klasses afgangsprøver.

To timer mere om ugen vil øge karakteren med 0,42 karakterpoint, skriver Politiken.

– Effekten er statistisk set meget stærk og signifikant, så vi kan med stor sikkerhed sige, at flere timer gavner eleverne, siger Eskil Heinesen, der er økonom og forskningsleder ved Rockwool Fondens Forskningsenhed, til Politiken.

Han har gennemført undersøgelsen sammen med forskere fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Især elever fra hjem uden uddannelse ud over folkeskolen lærer mere af flere timer på skemaet. Deres karakterer stiger i snit med 0,29 karakterpoint med en ekstra time per uge.

Drenge med ikkevestlig baggrund oplever den største høst af en ekstra undervisningstime om ugen med 0,36 højere karakterpoint.

Børn af forældre med videregående uddannelser får en stigning på 0,17 karakterpoint, skriver Politiken.

/ritzau/

Brinks box
Midtpunktet Thyholm