Nordiske musikcamps på OrkesterEfterskolen

Violinisten Elisabeth Dichmann underviser på linjen for nordisk folkemusik. Foto: Gitte Buus Andersen.

Unge fra hele Norden får nyt tilbud om at spille nordisk folkemusik på Danmarks eneste orkesterefterskole i Holstebro. Tre fonde støtter arrangementerne.

PRESSEMEDDELELSE FRA HOLSTEBRO PRESSEN

Danmarks eneste orkesterefterskole har gennem 14 år haft mange udenlandske elever, men næsten ingen fra de andre nordiske lande. Den skævhed skal et nyt initiativ nu rette op på.

OrkesterEfterskolen i Holstebro arrangerer i næste skoleår to kortere nordiske folkemusikcamps, hvor elever og gæstelærere fra blandt andet Sverige og Finland kan deltage. Skoleåret efter udvides til også Norge og Island.

Meningen er at præsentere efterskolesystemet i Danmark for unge fra Norden og dermed måske få dem til at tage et helt år i Holstebro. Her har OrkesterEfterskolen allerede oprettet en ny linje for nordisk folkemusik og ansat violinisten Elisabeth Dichmann til at undervise. Hun er konservatorieuddannet i folkemusik.

Foreløbig tre fonde støtter fremstødet i Holstebro. Det er Færchfonden, Nordisk Kulturfond og Clara Lachmanns Fond. Pengene går blandt andet til rejseudgifter for elever og lærere.

OrkesterEfterskolen har siden oprettelsen i 2004 haft en række elever fra Grønland og Færøerne, men de øvrige nordiske lande har ikke den samme efterskoletradition som Danmark. Derfor skal der gøres noget særligt for at tiltrække dem.

– Vi har haft udvekslingselever fra nærmest hele resten af verden, og de tilfører skolen meget værdifuldt. Derfor vil vi gerne fremover have to elever fra hvert af de nordiske lande hvert år, siger forstander Charlotte Borchorst Faurschou.

OrkesterEfterskolen har haft et meget stabilt elevtal siden starten på omkring 55-60 årligt. Det er lavt i forhold til mange andre efterskoler, men det rækker akkurat til at holde økonomien sammen. Målet er nu at komme op på i første omgang 72 elever, som der faktisk er plads til i elevboligerne.

Skolen har hidtil satset på akustisk musik med en klassisk synsvinkel. Erfaringerne viser, at blandingen med nordisk folkemusik er inspirerende for unge fra begge miljøer.

En anden del af det nye fremstød er, at lærere fra Holstebro skal rejse på kortere ophold i de andre nordiske lande og både undervise elever og fortælle dem og deres forældre om mulighederne på OrkesterEfterskolen.

De nordiske folkemusikcamps på OrkesterEfterskolen vil også være åbne for unge folkemusikere fra hele Danmark.

Brinks box
X1 Gaardhøje box ny