Nils Villemoes gæster MCH på ny

Til maj kan publikum se frem til at opleve Nils Villemoes, der er en af Danmarks mest populære foredragsholdere inden for ledelse, når han gæster MCH Herning Kongrescenter for tredje gang.

Efter to udsolgte foredrag i MCH Herning Kongrescenter vender ledelsesekspert Nils Villemoes nu tilbage til Herning med sit show ‘Bøvl’ mandag 20. maj 2019.

‘Bøvl’ er et inspirerende og humoristisk foredrag om ledelse, udvikling, strategi og samarbejde, der tager udgangspunkt i, at ledelse ikke altid er lige let, og at problemerne med at udvikle en organisation gennem ledelse kan ses som et af vores samfunds største problemer. Nils Villemoes mener også, at livet kan fortolkes som en ledelsesopgave – både på jobbet men også privat hjemme ved familien.

Nils Villemoes har mere end 35 års erfaring som lektor ved Institut for Organisation og Virksomhedsledelse på Aarhus BSS, er uddannet cand.merc. og er selvlært ekspert i ledelse, udvikling og strategi.

Foredraget med Nils Villemoes kan opleves i MCH Herning Kongrescenter 20. maj 2019. Billetter kan købes via mch.dk eller i MCH Billetsalg i MCH Herning Kongrescenter.

Brinks box
Midtpunktet Thyholm