Naturister hopper i bølgerne ved Græm Strand

Sæsonen for nøgenbadning ved bl.a. Græm Strand er skudt i gang, og markedsføringen af naturisternes bademuligheder bredes endnu mere ud i Tyskland.

I 2017 fik Holstebro Kommune Vestkystens første officielle serviceskilt med FKK – Fri Krops Kultur. At kommunen dermed har optimale rammer for badeglade danske og tyske naturister blev igen fejret ved den årlige sæsonåbning for naturiststranden ved Græm Strand den 28. juni 2018.

FKK står på tysk for Freie Körper Kultur og er et kendt begreb fra naturist- og aktivitetsstrande i Tyskland. Tyskerne elsker den frie livsform og på Græm Strand kan ligesindede badegæster mødes og bade uden tøj på.

Det nordvestjyske område egner sig særdeles godt til badning ved strandene. Her er mange børnevenlige badestrande, og i Holstebroområdet er der to strande, hvor det er acceptabelt eller ligefrem almindeligt at bade uden tøj, nemlig Handbjerg Strand ved Limfjorden og Græm Strand ved Vesterhavet.

– Man må bade nøgen på alle danske strande, så længe man ikke generer andre gæster. Med FKK-skiltet gør vi det synligt for alle, at her kan man møde badegæster uden tøj, siger Susanne Toftegaard Hansen, der er turisme- og erhvervschef i Holstebro Kommune.

– Naturister er jo bare mennesker, tilføjer formanden for Danske Naturister MidtVest, Henning Møller, med et smil.

Tyske turister ved ikke nødvendigvis, at det er tilladt at bade nøgen fra alle danske strande.

– Derfor er vi glade for, at de nu let kan se, at her på Vestkysten kan de bade uden tøj sammen med andre ligesindede. I år breder vi markedsføringen endnu mere ud, så tyske naturister bliver gjort opmærksom på tiltaget via medier i deres hjemland og dermed lokket til den danske vestkyst og Holstebro Kommune, fortæller Susanne Toftegaard Hansen.

Se 3 min. video fra sæsonåbning

Kayas Pizza box