Mestre på internettet: Borbjerg Skole sejrer i finale

Foto: Sofie, Emma, Viktor og Jakob med beviset på, at deres klasse fra Borbjerg har vundet Netfinderfinalen

“Verdens fedeste konkurrence” kalder klasselærer et undervisningsforløb, hvor eleverne lærer at være kritiske over for, hvad de finder på nettet og selv skaber digitale medieproduktioner.

Hvad er lovligt og ulovligt på internettet? Hvad må man, hvad må man ikke på nettet?

Det er 6. klasse på Borbjerg Skole nu mestre i. De har netop vundet den såkaldte Netfinderfinale.

Afgørelsen faldt på Viborg Rådhus. Her kæmpede eleverne fra Borbjerg mod klasser fra også både Mariagerfjord og Viborg kommuner.

De skulle også demonstrere deres færdigheder i computerprogrammer. De skulle vise, at de har styr på, hvem der ejer rettighederne til billeder på internettet.

Viktor, Emma, Jakob og Sofie fra Borbjerg Skole sad på rådhuset i Viborg. De var i forbindelse med klassekammeraterne hjemme i Borbjerg. De skulle på hjemmebanen sideløbende producere en film.

– I klasselokalet kunne eleverne følge med i pointgivningen. Det er verdens fedeste konkurrence, fordi der er så meget læring i den, siger klasselærer Bettina Kromann fra Borbjerg Skole.

Digital læring

“Netfinder” er et tilbud til 5. og 6. klasse i en række kommuner. Eleverne trænes i at kommunikere gennem medierne. De skal finde og dele information digitalt. De skal skabe digitale medieproduktioner.

– Både Borbjerg Skole og også vores naboskole i Skave er kæmpe fortalere for de muligheder, der ligger i “Netfinder”. Der findes en masse godt materiale, som vi kan bruge, siger Bettina Kromann.

Eleverne lærer blandt andet at være kritiske over for de svar, der kommer, når de søger med Google. De lærer også om etik på nettet.

Beskytte sig selv

Mange snakker om, hvordan børn og unge kan komme galt af sted, når de færdes på internettet. Andre taler om, hvordan forældre skal beskytte dem.

I Borbjerg lærer eleverne at passe på sig selv. Derfor har skolen været med i “Netfinder” gennem flere år.

– Vi gør eleverne til kritiske undersøgere på nettet. Vi lærer dem at analysere, hvad de finder, siger Bettina Kromann.

De små film styrker eleverne i at være målrettede og kreative producenter. Samlet gør forløbet eleverne til ansvarlige deltagere. Det er hovedformålet med “Netfinder”.

Skave Skoles 6. klasse fik en delt andenplads i Netfinderfinalen.

Læs om “Netfinder” på netfind.dk

Brinks box
Kayas Pizza box