Markant billigere elbiler kan være på vej til danskerne

Regeringen barsler med flere måder, hvorpå det kan gøres billigere at vælge en miljøvenlig elbil frem for en bil, der kører på benzin eller diesel.

Det skriver Politiken.

Allerede til efteråret kan det blive mange tusinde kroner billigere at købe en elbil, når regeringen fremlægger en ny klimaplan. Det fremgår af dokumenter fra regeringens koordinationsudvalg, som avisen er i besiddelse af.

Det mest markante forslag er et nyt “direkte tilskud til køb af elbil”. Som eksempel nævnes et tilskud på 50.000 kroner per bil, hvilket kan vare ved frem til 2021 eller indtil et salg på 10.000 elbiler, står der i regeringens notater.

Det direkte tilskud vurderes at øge salget fra cirka 1000 elbiler om året til 3000. Hvis regeringen vælger den ordning, vil det koste statskassen 150 millioner kroner i alt.

Desuden vil staten tabe penge, når de ekstra elbiler fortrænger et vist antal benzin- og dieseldrevne biler, fordi registreringsafgiften, ejerafgiften og brændstofafgiften er højere for de almindelige biler.

I sidste ende vil det betyde tabte indtægter på i alt 300 millioner kroner.

Tilskudsordningen minder om ordninger, der findes i Tyskland, Norge og Storbritannien. Her sælges markant flere elbiler end i Danmark.

Det er ikke lykkedes Politiken at få en kommentar fra klimaminister Lars Christian Lilleholt (V). Men Venstres fungerende politiske ordfører, Karen Ellemann, mener, at det er “afgørende, at vi også får reduceret udledningen i transportsektoren.”

I forhold til det konkrete forslag om elbiler siger Karen Ellemann til Politiken, at hun endnu ikke kan fortælle om det præcise indhold af regeringens kommende klimaplan.

Socialdemokratiet bakker op om forslaget, som finansordfører Benny Engelbrecht kalder for “sympatisk”. Partiet lancerede selv i april en målsætning om, at Danmark skal have en halv million elbiler i 2025.

/ritzau/

Brinks box
X1 Gaardhøje box ny