Månedens TTH-profil: Kay Smits

Get Fit aug19
Foto: Christian Andersen

Af Morten Toft

Kay Smits er fuld fortjent kåret som Månedens TTH-profil for april måned. Højre backen kunne lade sig hylde for kåringen foran 2.779 tilskuere i forbindelse med TTH’s kamp mod Skjern Håndbold. Månedens TTH-profil præsenteres af Nørre Vosborg.

Kay Smits har været godt kørende i april og maj måned, hvor han samlet har scoret 28 mål fordelt over 6 kampe. I fraværet af Peter Balling på højre back positionen, har der været maksimal spilletid for den 21-årige hollænder, der snart har fuldført sin første sæson i TTH Holstebro.

– Som den eneste højre back i truppen har jeg fået masser af spilletid her i foråret, og selvom det har været hårdt, så har det været en god periode for mig. Jeg har været nødsaget til at steppe op og tage ansvar, og det er en rolle som jeg trives i, siger Kay Smits, der glæder sig over kåringen:

– Det er altid dejligt at få anerkendelse, og man bliver kun mere motiveret til at arbejde hårdere fremadrettet.

21-årige Kay Smits er glad for at kunne krone kåringen med en sejr over ærkerivalerne fra Skjern Håndbold.

– Sejren over Skjern var utrolig vigtig for os ovenpå et par svingende resultater, og vi skyldte os selv og vores fans, at finde den her præstation frem. Det var dejligt at få rejst os som hold på hjemmebanen i en fantastisk kulisse, siger Kay Smits.

Kay og resten af TTH-mandskabet får ikke meget ro til at nyde Skjern-sejren, da man allerede på onsdag møder Aalborg Håndbold i den sidste og afgørende gruppekamp i DM-slutspillet. Blot to dage senere følger en kamp mod den tyske gigant, THW Kiel, til AQKUINET EHF Cup Finals 2019.

– Jeg har ikke tænkt så meget på Kiel-kampen endnu, da vi stadig har en opgave at fuldføre i DM-slutspillet. Det går nok først op for mig på torsdag, hvor stort det egentligt bliver at stå i semifinalen mod THW Kiel. Det er jo en drengedrøm som går i opfyldelse, slutter Kay Smits.

Kay Smits’ personlige sponsor er Madsen Byg.

Brinks box
Kayas Pizza box