Ledere fylder dobbelt så meget i det private som i det offentlige

Siden 2010 har andelen af lønmodtagere med ledelsesarbejde i det private ligget omkring 5,0 pct., mens det samme tal er ca. 2,4 i det offentlige. Generelt er flest af lønmodtagerne med ledelsesarbejde mænd, og de mandlige ledere tjener sædvanligvis mere end de kvindelige.

Lønmodtagere med ledelsesarbejde udgør en væsentlig større andel af den samlede beskæftigelse i virksomheder og organisationer (det private), end det er tilfældet i offentlig forvaltning og service. I 2016 var andelen af ledere i den private sektor dobbelt så stor, som den var i den offentlige. Forskellen har været stabil i hele perioden 2010 til 2016, hvor andelen i det private har ligget cirka 2,6 procentpoint over det offentlige. I det private har andelen af ledere således ligget omkring 5,0 pct., og i det offentlige har den ligget omkring 2,4 pct.

DEFINITION
Lønmodtagere med ledelsesarbejde anvender mindst halvdelen af arbejdstiden på ledelsesarbejde. Ledelsesarbejde omfatter planlægning, ledelse, koordinering og evaluering af de overordnede aktiviteter i virksomheder, den offentlige sektor og andre organisationer eller organisationsenheder samt formulering og revidering af disses politikker, love, regler og bestemmelser.

LedereFigur1

DE FLESTE LEDERE ER MÆND

I 2016 var der næsten 107.000 lønmodtagere, der faldt inden for Danmarks Statistiks definition af en lønmodtager med ledelsesarbejde. Ud af dem var 71 pct. mænd. Undersøger man udviklingen i kønsfordelingen fra 2010 til 2016, er der ikke sket markante ændringer. Godt nok er andelen af kvindelige ledere steget fra 2010 til 2016, men det er med 1,4 procentpoint fra 27,4 pct. i 2010 til 28,8 pct. i 2016. Både for den offentlige og den private sektor gælder det, at der er lidt mere end dobbelt så mange mandlige ledere, som der er kvindelige. Overordnet set er andelen af både kvindelig og mandlige ledere højere i det private end i det offentlige.

LedereFigur2

MANDLIGE LEDERE I DET PRIVATE ER LØNFØRENDE

For både den private og det offentlige sektor gælder det at årslønnen er steget siden 2013 for mandlige såvel som og kvindelige ledere. Mandlige ledere i den private sektor havde den højeste gennemsnitlige årsløn igennem hele perioden. I 2017 var den på omkring 937.000 kr. Mænd i den offentlige sektor havde de næsthøjeste årslønninger. I 2017 var den i gennemsnit lige over 805.000 kr. Kvinder i det private havde i 2017 en gennemsnitlig årsløn på ca. 758.000 kr., mens tallet for kvinder i det offentlige var 681.000 kr. Det skal her bemærkes, at gruppen af ledere er mere ensartet i det offentlige, end det er tilfælde i det private. Dermed kan der være større forskelle i forhold til de individuelle lønninger i det private, end det er tilfældet for i det offentlige.

LedereFigur3

LEDERNE ER BLEVET LIDT ÆLDRE

Igennem perioden 2010 til 2016 har andelen af ledere været højest i aldersgrupperne 40-49 år og 50-59 år. Sammenligner man 2016 med 2010 er lederne blevet ældre. I alle grupperne op til 49 år, er der sket en tilbagegang i andelen af ledere fra 2010 til 2016, mens der er sket en fremgang i grupperne over 49 år. Især er andelen i gruppen 50-59 år vokset (+5,0 procentpoint), mens den er faldet mest i gruppen 30-39 år (-5,2 procentpoint).

LedereFigur4

Data til denne artikel er leveret af Pernille Stender og Christian Törnfelt.

Brinks box
Brinks box