Konference får pårørende og sundhedspersonale til at tale sammen

Get Fit aug19
Foto: Dacapo.

Teater skal åbne øjnene for hverdagens dilemmaer, når pårørende og sundhedspersonale sætter hinanden stævne i Herning Kongrescenter 14. marts 2019.

– Sundhed og velfærd gennem viden på højt internationalt niveau – et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Region Midtjylland.

 

Under overskriften De vigtige pårørende i samarbejdet på tværs af sektorer mødes ca. 90 pårørende, patienter og sundhedspersonale fra hele landet torsdag den 14. marts i Herning Kongrescenter. Formålet er at få en samtale om den vigtige rolle, pårørende har i et patientforløb.

I løbet af konference-dagen vil skuespillere fra konsulenthuset Dacapo iscenesætte en række cases fra en akutafdeling. Disse iscenesættelser danner afsæt for dialog om, hvad der kan være på spil i et patientforløb – og hvor forskelligt den samme situation kan opfattes af henholdsvis patienter, pårørende og sundhedspersonale.

De pårørende skal insistere på at blive hørt

Én af hovedtankerne bag konferencen er, at de pårørende skal mere på banen i patientforløbet. Charlotte Bang Pedersen deltager i konferencen og har selv mødt sygehusvæsnet som pårørende:

– Det er så vigtigt, at sundhedsvæsnet inddrager os, der er pårørende. Men det er også vigtigt, at vi selv insisterer på at blive hørt. Vi skal ikke være for autoritetstro. Nogle gange kan det jo faktisk være vores viden, der betyder, at en situation ikke går helt galt, mener Charlotte Bang Pedersen.

Der er ikke én rigtig måde at inddrage pårørende på

Susanne Sagoo er forsker ved Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest og initiativtager til konferencen. For hende er der ikke noget ‘one size fits all’, når det gælder pårørendeinddragelse:

– Der er ikke én rigtig måde at inddrage patientens pårørende på. Det afhænger bl.a. af, hvordan patienten har det, hvilken relation der er mellem patient og pårørende, og i hvilken kontekst, sundhedspersonalet møder den pårørende. Men de pårørende kan spille en vigtig rolle gennem hele patientforløbet – og derfor er det vigtigt at finde ud af, hvem de er.

Udover at bringe sundhedspersonale og pårørende sammen, skal konferencen også formidle resultaterne fra Susanne Sagoos forskningsprojekt “Inddragelse af pårørende i akutte ambulante patientforløb”. Mere om Susanne Sagoos forskning

Konferencen arrangeres af Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest – Universitetsklinik

Brinks box
Get Fit aug19