KONDOMKAGE OG ISPENIS I RÅDHUSSTRÆDE

Sikker sex-kampagnen ”Kun med kondom” ruller ud i Holstebro Kommune for 10. år i træk. Den 8. september, kl. 15.00 kickstarter Sundhedsplejen, VIA og biblioteket kondom-ugerne med konkurrencer, kage og en 2½ meter høj ispenis foran rådhuset.

Den iskolde kampagneskulptur indeholder gavekort på et årsforbrug af kondomer, som alle er velkomne til at hakke fri. Men det er langt fra den eneste event, som tyvstarter kampagneuger 37 og 38.

Studerende fra VIA sætter gang i fredagens andre aktiviteter i Rådhusstræde som fx kondomstafet, sex-jeopardy og kondom-battle.

1. salen på Holstebro Bibliotek bliver omdannet til fredagscafé, der byder på dialog om sikker sex, kondom-kagemand, bobledrik samt masser af konkurrencer og præmier.

– Til en rund fødselsdag hører der kager, is, gaver og konkurrencer til. Vi markerer, at vi i 10 år sammen med Sundhedsstyrelsen og Sex & Samfund har sat fokus på sikker sex, og fået de unge mere på banen. Det er der rigtig meget læring i, siger Lone Kjær Hein, der er kampagneleder og sundhedsplejerske i Holstebro Kommune.

De unge har mere viden i dag

I 2007 gik det op for Sundhedsplejen, at der i det gamle Ringkjøbing Amt var rigtig mange unge med sexsygdommen klamydia. Kommunen gik derfor med i den landsdækkende kondomkampagne ”Kun med kondom”.

– Vi tog ud på gymnasiet og teknisk skole med en kampagnestand og opdagede, at de unge rigtig gerne ville i dialog med os og snakke med hinanden om sex, og hvordan man undgår sexsygdomme, fortæller Lone Kjær Hein og fortsætter:

– For 10 år siden var der tydeligvis ikke meget viden hos de unge. Det kunne vi se, når de besvarede quiz-spørgsmål. Det ændrede sig i takt med, at vi fik bedre seksualundervisning i grundskolen, og i dag kan de fleste svare rigtigt på quiz´erne.
Der er stor interesse for vores forskellige kampagnemateriale, som også omfatter gratis kondomer, ’pårulningskonkurrencer’ og slikkelapper, fortæller Lone Kjær Hein.

De nyeste tal viser, at de unge i Holstebro Kommune stadig ligger i toppen med hensyn til antal unge smittede med klamydia, så der er fortsat brug for en indsats. Kommunens høje andel af klamydia-tilfælde er muligvis udtryk for, at flere og flere unge i kommunen tager en test.

Sundhedsplejen forsøger hvert år at lave nye aktiviteter og inddrage de unge i kampagnen. Som kampagneleder har Lone Kjær Hein gennem årene ikke kun samarbejdet med ungdomsuddannelserne, men også med kasernen, diskoteker, cafeer og værtshuse, Natteravnene, taxa, fitness centre, forskellige butikker og apoteker.

– Jeg har en drøm om, at hele byen vil være med. Det er vigtigt, at vi står sammen. Så kan vi både forebygge og lave spændende events, som er med til få de unge til at huske kondomet og gøre Holstebro Kommune til et godt og sikkert sted at være ung, siger Lone Kjær Hein.

Foto: Sygeplejestuderende og Sundhedsplejen ved siden af den 2½ meter høje isskulptur i stift vand (foto Brian Schultz 2016)

  • ”Kun med Kondom” kører over hele landet i perioden 11.- 24. september 2017
  • I uge 37 og 38 vil der være særlige kampagneaktiviteter på Holstebro Gymnasium & HF, forskellige afdelinger af UCH og på VIA University College Holstebro
  • Is-skulpturen, som er doneret af Sundhedsstyrelsen, kommer med lastbil fra Frederiksberg
  • Et års forbrug af kondomer svarer til 200 stk.

Fakta om klamydia:

  • Klamydia er en af de mest udbredte sexsygdomme i Danmark. I 2016 fik 34.132 danskere konstateret klamydia. Mere end 4/5 af dem var unge mellem 15 og 29 år
  • Sundhedsstyrelsen vurderer, at ca. 50.000 danskere er smittet med klamydia
  • Klamydia er infektion i urinrøret, livmoderhalsen eller endetarmen. Symptomerne kan være udflåd eller svie, når man tisser, men klamydia optræder ofte uden symptomer
  • Ubehandlet klamydia kan medføre: Nedsat fertilitet og ufrivillig barnløshed, graviditet uden for livmoderen, kroniske underlivssmerter hos kvinder og betændelse i bitestikler blandt mænd
  • Der er forskel på, hvordan piger og drenge bliver testet for, om de har klamydia. Pigerne skal lave en såkaldt vaginalpodning, mens drenge kan tage en urinprøve
  • Klamydia er let at behandle. Det sker med antibiotika.

 

Kayas Pizza box