Kay Smits: Vi skulle kæmpe for hver scoring

Af Morten Toft – Foto: Alex Paulsen

Hollandske Kay Smits var en af de fremtrædende TTH-spillere i onsdagens nederlag mod Skjern Håndbold. Bagspilleren var manden bag seks scoringer og tre assist i rivalopgøret. 

Selvom Kay Smits kunne gå med opløftet pande efter en flot individuel præstation mod Skjern, så var der ikke meget glæde at spore hos bagspilleren efter 21-28 nederlaget i den første DM-slutspilkamp.

– Det er surt at starte slutspillet med et nederlag, og vi er ikke tilfredse med vores præstation, siger Kay Smits og sætter ord på holdets største problemer i opgøret:

– Vores naturlige kontra-gameplan lykkedes ikke, og samtidig fik vi ingen straffekast. Det gjorde kampen meget svær for os, da vi skulle kæmpe hårdt for hver eneste scoring i det stationære angreb.

Kay og resten af TTH-mandskabet skal allerede i aktion igen på lørdag, når det gælder ungarske Grundfos Tatabánya i EHF-kvartfinalen.

– Det er godt for os at vi har en kamp allerede på lørdag som vi kan rette fokus imod. Vi skal vise at vi er bedre end den her præstation, og give vores fans en bedre kamp. Det ved vi at vi kan, slutter Kay Smits.

Opgøret mod Grundfos Tatabánya spilles lørdag kl. 17.45 i Gråkjær Arena Holstebro.

Book din plads til kampen HER

Brinks box