Juryen har talt: Her er favoritten til Landsbyprisen

Pilen peger mod vest for Landsbyprisen 2019 – samtidig er to kandidater ekstraordinært indstillet til kontant anerkendelse.

Fem uvildige eksperter har nu vurderet de otte kandidater til Landsbyprisen 2019, og anbefalingen er klar: På baggrund af et stærkt foreningsliv, utraditionelle tilgange til kultur- og landsbyliv og flotte resultater med udgangspunkt i lokalområdet bør prisen på 150.000 kroner tildeles Idom-Råsted i Holstebro Kommune.

Dermed gentager de to samarbejdende landsbyer en flot præstation, da den første landsbypris, der blev uddelt for 10 år siden i 2009, endte præcis samme sted.

– Det er selvfølgelig en markering af, at Idom-Råsted båret af stærkt lokalt engagement har formået ikke bare at fortsætte udviklingen, men at skabe markant ny udvikling gennem årene. Det ønsker vi at fremhæve og anerkende med Landsbyprisen, siger formand for regionsrådets Udvalg for Regional Udvikling, Jørgen Nørby (V).

Særpriser til Knebel og Fjordklyngen

Han understreger, at de otte kandidater til Landsbyprisen 2019 udgør et særdeles stærkt felt, og det bakkes op af ekspertpanelet. Efter første runde lå tre kandidater nemlig så tæt, at der måtte en ekstra vurdering til, før en vinder kunne udpeges.

På baggrund af det tætte løb indstiller Udvalg for Regional Udvikling, at de to øvrige kandidater – Fjordklyngen i Viborg Kommune, og Knebel i Syddjurs Kommune – ekstraordinært hver tildeles 75.000 kroner som anerkendelse af en flot indsats og udvikling. Udvalget har også lagt vægt på samarbejdet mellem landsbyer de to steder.

– Prisen skal understøtte udvikling i hele regionen og fremhæve dem, der har fundet gode opskrifter på vækst og udvikling. Her har vi heldigvis mange at vælge fra i regionen, siger næstformand for Udvalg for Regional Udvikling, Flemming Knudsen (S).

Regionsrådet tager endelig stilling til uddelingen af Landsbyprisen 2019 på sit møde 27. marts.

Fakta

  • Regionsrådet har siden 2009 tildelt en årlig landsbypris til en landsby eller gruppe af landsbyer, der har vist nye veje til fornyelse og udvikling.
  • Prisen er på 150.000 kroner, som kan anvendes til faciliteter og aktivitetsmuligheder til almen offentlig benyttelse i landsbyen.
  • Der er indkommet otte forslag til Region Midtjyllands landsbypris 2019.
  • Et ekspertpanel har vurderet kandidaterne og anbefaler, at landsbyprisen 2019 tildeles Idom-Råsted i Holstebro Kommune.
  • Foruden Landsbyprisen 2019 indstilles det, at to kandidater som særlig anerkendelse af indsats og udvikling hver modtager 75.000 kroner.
  • Prisen overrækkes i løbet af foråret 2019

Tidligere modtagere af Landsbyprisen

Idom og Råsted i Holstebro Kommune (2009), Spjald i Ringkøbing-Skjern Kommune (2010), Endelave by i Horsens Kommune (2011), Rødding i Skive Kommune (2012), Nørager i Norddjurs Kommune (2013), Ølstrup i Ringkøbing-Skjern Kommune (2014), Glyngøre i Skive Kommune (2015), Feldballe i Syddjurs Kommune (2016), Nørre Nissum i Lemvig Kommune (2017) og Sall i Favrskov Kommune (2018).

Læs mere om Landsbyprisen 2019 her https://www.rm.dk/regional-udvikling/aktuelt-regional-udvikling/region-midtjyllands-landsbypris/

Illustration

De otte kandidater til Landsbyprisen 2019, Idom-Råsted vinder, mens der er særlig anerkendelse til Fjordklyngen og Knebel.

Brinks box