JDR OG BIBLIOTEK I ALLIANCE

De går på Off Road litteraTUR på søndag i Vestre Plantage – og du kan tage med

NYHED FRA HOLSTEBRO BIBLIOTEK

Du kan give familie og venner en fuldstændig anderledes tur ud i naturen søndag den 23. april kl. 14 -17, hvor et mix af kulturelle overraskelser møder jer langs ruten.

Jydske Dragonregiment og Holstebro Bibliotek har sammen planlagt dagen og turen, som er på cirka fem kilometer. På ruten kommer I til at møde elverdans, heksen, trolden og manden med hatten. Der er også historier, yndlingsord, korsang og lidt forplejning.

– Arrangementet er kulminationen på et års planlægning. Det bliver en tur, som på alle leder og kanter går Off Road, og vi har glædet os til give folk en anderledes oplevelse af kultur og litteratur, fortæller Gitte Lassen, der er leder af Formidling og Oplevelse på Holstebro Bibliotek.

Inden selve gåturen vil formanden for Udvalget for Kultur & Fritid, Leif Brøgger, byde velkommen, hvorefter Prinsens Musikkorps vil spille en lille koncert for at markere starten på litteraTURen. Turen er støttet af BILKA, Holstebro, og Spar Nord Bank, Holstebro.

Billetter kan købes på biblioteket eller via bibliotekets hjemmeside.

Balloner og film

Forfatteren Louis Jensens små historier kommer også på Off Road, når alle bibliotekerne i kulturregionen sender tusindvis af balloner på himmelfart torsdag den 20. april. I hver ballon er der en underfundig og firkantet historie, og – som Louis Jensen – siger: ”hHstorierne vil i hvert fald elske at blæse ud i verden og op i træerne”.

Måske finder du en historie et helt uventet sted?

Der er tænkt på miljøet, da ballonerne er lavet i latex og nedbrydelige i naturen.

Du kan også komme forbi Holstebro Bibliotek til et par hyggelige timer i Bibliotekssalens lækre rum, hvor der vises film, der alle foregår uden for det civiliserede samfund. Spørg på biblioteket, hvilke film der bliver vist. Filmene vises den 18., 19. og 20. april klokken 17.00.

Mange oplevelser

Kulturfestivalen Off Road byder på 3 ½ uger med over 50 banebrydende oplevelser. I hele det midt- og vestjyske finder du mange forskelligartede oplevelser, der alle tager afsæt i temaet ’Off Road’ – og du bliver virkelig ført på afveje!

Kulturfestivalen Off Road er arrangeret i et samarbejde mellem 71 kulturinstitutioner og kommunerne Lemvig, Struer, Holstebro, Skive, Ringkøbing-Skjern, Herning og Ikast-Brande. Festivalen er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Flere oplysninger

Leder af Formidling & Oplevelse, Gitte Lassen, tlf. 96116811, mail: gitte.lassen@holstebro.dk
Eller:
Arrangementskoordinator Mette Holmegaard, tlf. 96116845, mail: mette.holmegaard@holstebro.dk

Kayas Pizza box
Gaardhøje box 2019

Be the first to comment

Leave a Reply