Jazz koncert i Subhuset

DATE: 26. April 2019

TID: kl. 20:00

LOCATION

Subhuset Holstebro
Vendersgade 14
7500 Holstebro, Denmark

Jazz, fri jazz, improvisationsjazz, samtidsmusik i én og samme smeltedigel. En yderst original musikprofil, formet af fire, internationalt anerkendte jazzimprovisatorer. Det er den internationale jazzkvartet, The Electrics, som vil få alle musikelskere op af stolene med en forrygende koncert i Subhuset.

The Electrics skøjter elegant mellem diverse genrer, som går fra fri jazz til de mest underfundige lydmosaikker. Den stærke kvartet varierer puls og dynamik ubesværet, og energistrømmen holdes konstant hele koncerten igennem. (The Wire, engelsk jazzmagasin).

The Electrics består af Axel Dörner, trompetist fra Tyskland, der har udvidet den lydmæssige rækkevidde af trompeten gennem forskellige tekniske finesser. Han har spillet med musikere verden over som f.eks. japanske Otomo Yoshihide, Phil Minton og John Butcher og har også boltret sig med Monk’s Casino, der har specialiceret sig i arven fra Thelonius Monk.

Sture Ericson er kvartettens saxofonist og klarinettist, født i Sverige, men med utallige kontakter i Danmark. Han har arbejdet med det meget anerkendte svenske ensemble, Position Alpha, og med musikere som Rhodri Davies, Chris Burn, Derek Bailey og Fred Lohnberg Holm.

Joe Williamson – bas, født i Vancouver, Canada. Bosat i flere omgange i London. Berlin, Amsterdam og Stockholm, hvor han jævnligt optræder på de eksperimentelle jazzscener med betydelige musikere som Han Bennink, John Butcher og Rudi Mahall, etc.

Raymond Strid fra Sverige, en trommeslager på topniveau. Han arbejdede med gruppen Gush med Mats Gustafsson og Sten Sandell i 90’erne. En musiker med en exceptionel sans for gruppeimprovisation. Strid har spillet i trio med den engelske bassisttroldmand Barry Guy, hvis orkester, New Orchestra, han er et permanent medlem af.

En-helt-ud-på-kanten-af-sædet-oplevelse, hvor det eneste, du ved, er, at et eller andet utroligt er på færde … (Downtown Music Gallery – Bruce Lee Gallanter).

Koncerten i Holstebro er støttet af Holstebro Kommune og organiseret i et samarbejde af: Kulturdivisionen, Subhuset, Holstebro Musikskoles Støtteforening, Jazzklub 93 Holstebro, Jazz 78, Holstebro Musikskole og Odin Teatret.

Brinks box
Brinks box