Inspiration til en uforglemmelig og miljøvenlig ferie i Holstebro

Get Fit aug19
De bedste ferietips er samlet i Sommerhusmappen

Genanvendte brochurematerialer og plastikflasker danner grundlaget for miljøvenlige initiativer, som Enheden for Erhverv og Turisme i Holstebro Kommune står bag.

For at skåne miljøet og spare på papiret udviklede Holstebro Turistbureau for et par år siden en sommerhusmappe, som indeholder inspiration til en uforglemmelig ferie i Holstebroområdet. Mappen bliver liggende i sommerhuset til glæde for den næste gæst, og således genanvendes materialerne i stedet for at gå til spilde.

Mappen synliggør aktiviteter på en overskuelige måde for gæsterne og indeholder bl.a. det nye sommerprogram for 2019 og flyers om aktuelle begivenheder og madoplevelser samt gocards, som skal inspirere gæsterne til naturskønne oplevelser på Husby Klitplantage Ruten og de fantastiske strande ved Vestkysten.

De seneste år har der været stor efterspørgsel på mapperne særligt hos feriehusudlejere på Vestkysten. Men også hoteller og campingpladser har benyttet sig af muligheden for at kunne bestille mappen til at lægge på værelser og i hytter.

”Fremtidens kommunikationsplatform inden for turisme er digital, men vi oplever, at både danske og tyske feriegæster sætter pris på at have noget fysisk at bladre i i feriehuset. Med sommerhusmappen ønsker vi at signalere en mere bæredygtig og mindre miljøbelastende tilgang ved, at mapperne kun skal leveres én gang, hvormed transport og trykning minimeres. Samtidig giver det flere gæster mulighed for at bruge samme materiale”, fortæller Susanne Toftegaard Hansen, der er erhvervs- og turismechef i Holstebro Kommune.

Mappen er gratis, og overnatningssteder, aktører, feriehusejere m.fl. i Holstebro Kommune kan bestille den på VisitHolstebros hjemmeside.

Naturperler sat i miljøvenlige rammer

Nissum Fjord, Vestkysten, hederne og åerne danner en fantastisk kulisse i Holstebro Kommune. Mange af de smukke motiver er blevet foreviget i rammer, som du kan nyde synet af, hvis du besøger den gamle byrådssal i sommerferien, når Holstebro Turistbureau igen slår dørene op for decentral turistinformation i Det Gamle Rådhus i gågaden i ugerne 28-32.

Udstillingen består af i alt 11 billeder, som er printet på fiber-plader fra firmaet Procraft, der arbejder ud fra bæredygtige materialer. Pladerne er resultatet af gennemsigtige genbrugte vandflasker, som ved høj varme er presset sammen til at give en jævn overflade, som man kan trykke grafik og billeder på.

Nogle af billederne er taget af den lokale fotograf Poul Mejls, som har fundet smukke omgivelser i gåafstand fra Holstebro by. Billederne pryder også væggene i Giestgivergaarden Phønix’ værelser, hvor de skal inspirere gæsterne til at opleve den bynære natur.

Fokus på grøn turisme

Sommerhusmapperne og naturudstillingen på Det Gamle Rådhus i Holstebro er led i Holstebro Kommunes fokus på en grøn og bæredygtig turisme. Som noget nyt i år har Enheden for Erhverv og Turisme udviklet gaveæsker og –poser, som er fremstillet af turistbrochurer fra tidligere år, som var blevet til overs. Det er elever fra kommunens uddannelsestilbud for unge og voksne med særlige behov på Uddannelsescenter Mariebjerg i Vemb, som har foldet æskerne. Gaveæsker og –poser udleveres til turister hos museer og genbrugsbutikker i Holstebro, som gerne vil være med til at fortælle den gode historie om bæredygtighed.

Brinks box
Kayas Pizza box