Inger Smits: Vi er sultne efter point

Foto: Louise Boo Jespersen

Af Morten Toft

De danske pokalmestre fra Nykøbing Falster Håndboldklub, er den næste udfordring for TTH-damerne i DM-slutspillet. Torsdag aften kl. 19.30 møder man dem i Gråkjær Arena. 

Inger Smits har tro på point mod “Mulle” og Co. fra Nykøbing, som også leder efter deres første sejr i DM-slutspillet:

– Jeg ser det som en 50/50 kamp mod Nykøbing. Begge klubber har tabt de to første kampe i DM-slutspillet, så der vil være en ekstra sult efter at vinde hos begge mandskaber. Holdet, der er mest klar og skarp vinder, siger Inger Smits.

TTH Holstebro har haft store vanskeligheder i begge første halvlege i de seneste kampe mod Odense og København. Inger Smits ser forskelligt på de to kampe:

– Mod Odense var vi dårlige i angrebet fra start og lavede for mange tekniske fejl, mens vi mod København var vi langt bedre på flere parametre, men der ville bolden bare ikke i kassen, fortæller Inger og tilføjer:

– Hvis vi kan finde samme angrebsspil som mod København, men med større effektivitet foran rammen, så tror jeg på en god kamp fra vores side.

Nykøbings kontrafase er et andet fokuspunkt hos Inger Smits:

– Vi har før spillet tætte opgør mod Nykøbing, og det tror jeg på at vi kan gøre igen. Men hvis vi ikke er fokuserede og skarpe, så kan vi nemt blive straffet på deres kontrafase, og så kan det blive meget svært. Modsat kan vores kontrafase også straffe dem, slutter Inger Smits.

Køb din billet til kampen HER

 

Brinks box
Gaardhøje box 2019