Ingen sammenhæng mellem HPV-vaccinen og unges sexvaner

Unge i 9. klasse som har fået en HPV-vaccine, ændrer ikke sexvaner i forhold til deres ikke-vaccinerede klassekammerater. Det viser en undersøgelse fra Gynækologisk-Obstetrisk forskningsafsnit på Hospitalsenheden Vest.

En undersøgelse blandt 685 folkeskoleelever i 9. klasse bidrager med ny og aktuel viden om unges seksualvaner i sammenhæng med, at stadig flere unge bliver vaccineret mod HPV (humant papillom virus) i 12-års alderen som en del af børnevaccineringsprogrammet i Danmark.

HPV-vaccinen beskytter bl.a. mod livmoderhalskræft, men virker bedst, hvis man er vaccineret, før man bliver smittet med de typer af HPV-virus, vaccinen beskytter imod. Man skal således vaccineres så tidligt som muligt og helst inden seksuel debut. Imidlertid er HPV-vaccinen i de senere år ofte blevet fravalgt af forældre, lyder det fra forskerne bag undersøgelsen.

– En af årsagerne til fravalget af vaccinen kan være frygt for bivirkninger, men nogle forældre angiver også, at de er bekymrede for, at vaccinen kan medføre risikoadfærd, så de unge ikke tror, det er nødvendigt at dyrke sikker sex, siger læge, ph.d. og post.doc. Anne Hammer, som sammen med læge Rebekka Svarrer har stået bag undersøgelsen ved Gynækologisk-Obstetrisk forskningsafsnit på Regionshospitalet Herning.

Ingen sammenhæng mellem HPV-vaccine og øget risikoadfærd – men de fleste unge dropper kondomet

Anne Hammer tilføjer, at resultaterne af undersøgelsen har vist, der ikke er nogen sammenhæng mellem HPV-vaccinen og udviklingen af en særlig risikoadfærd i de unges sexliv som f.eks. tidlig seksuel debut og mange partnere. Til gengæld viste undersøgelsen, at der over tid skete et markant fald i brugen af kondom blandt alle unge i undersøgelsen uanset, om de var vaccinerede eller ej. Og det er bekymrende, mener forskeren:

– Det er påfaldende og bekymrende, at en fjerdedel af alle unge i undersøgelsen har svaret, at de ikke brugte nogen form for prævention ved det seneste samleje, siger Anne Hammer.

Hun tilføjer, at det ikke nødvendigvis handler om mangel på viden om forskellige risici ved at dyrke usikker sex:

– Generelt viser undersøgelsen, at de HPV-vaccinerede unge er mere velinformerede om kønssygdomme og HPV, og får deres viden fra mere pålidelige kilder end de unge, som ikke har fået en HPV-vaccine. Alligevel er de ligeså tilbøjelige til at fravælge kondom.

Noget kunne derfor tyde på, at flere unge er ubekymrede i forhold til de risici, de løber ved at dyrke usikker sex, og de er alt andet end uvæsentlige, påpeger Anne Hammer:

– Uanset HPV-vaccine eller ej, så øger ubeskyttet sex de unges risiko for at få en kønssygdom som f.eks. chlamydia, der er forbundet med en øget risiko for underlivsinfektion og infertilitet.

Løbende undersøgelse af unges sexvaner

Siden 1986 har Gynækologisk-Obstetrisk forskningsafsnit på Hospitalsenheden Vest systematisk gennemført en undersøgelse af unges seksuelle aktivitet – herunder deres præventionsvaner, viden og holdninger til emnet hvert syvende år. Resultaterne anvendes bl.a. i evalueringen af Folkeskolens seksualundervisning.

 

Undersøgelsen er udformet som et spørgeskema til alle 9. klasses elever i Viborg Kommune.  Kommunen er tæt på det danske gennemsnit i alders- og indkomstsammensætning, hvilket betyder, at den sociale baggrund er sammenlignelig med et bredt gennemsnit af befolkningen.

 

I den aktuelle undersøgelse har 685 ud af 776 adspurgte folkeskoleelever i 9. klasse (88 pct.) i Viborg Kommune besvaret et spørgsmål om deres seksualvaner og viden om kønssygdomme.

 

I alt svarede 376 af eleverne (55 pct.), der deltog i undersøgelsen, at de havde fået en HPV-vaccine. Undersøgelsen viste, at de elever, der havde fået HPV-vaccinen havde mere viden om kønssygdomme end de elever, som ikke havde fået en HPV-vaccine.

Om forskningsresultatet

Brinks box
Det Gamle Postkontor