INDVIELSE AF “TRILLINGSGAARDS PLADS”

Get Fit aug19

31. august, kl 17.15 indvier Holstebro Kommune “Trillingsgaards Plads”. Hovedpersonen, tidligere direktør Ernst Trillingsgaard, er selv med ved afsløringen af det nye skilt ved pladsen foran Musikteatret Holstebro.

Området foran Musikteatret Holstebro, der i dag lyder navnet “Teaterpladsen”, bliver i næste uge til “Trillingsgaards Plads” – opkaldt efter tidligere direktør for Aalborg Kongres & Kultur Center, Ernst Trillingsgaard.

I karrierens unge år var Trillingsgaard med til at sætte Holstebro på landkortet, da han som 25-årig blev direktør for Holstebro-Hallen.

I løbet af de næste 20 år blev han kendt som en kulturkøbmand, der fik store kunstnere og verdensnavne til Holstebro, og han fik afgørende betydning for kulturlivet i Holstebro, inden han tog til Aalborg for at gøre kunsten efter.

– Han var revykonge, koncertarrangør og kulturmand af en hel særlig kaliber. Han kunne tale med alle og fik Dirch Passer til at skifte København ud med Holstebro for en stund. I spidsen for Holstebro-Hallen var han en del af den kulturrevolution, som fra midten af 60’erne og frem skyllede ind over Vestjylland, sammen med Odin Teatret, kvalitetskunst i byrummet, og hvad der ellers gjorde Holstebro til kulturby, forklarer borgmester H.C. Østerby.

Holstebro-Hallen er i dag lig med Musikteatret Holstebro, og det er da også pladsen foran det nu moderne og udbyggede centrum for musik, dans og teater, der fremover lyder navnet Trillingsgaards Plads.

Overraskede hovedpersonen under afskedsreception

Det har i mange år været en kendt sag, at kommunen ville opkalde en vej efter Trillingsgaard. Men ingen havde regnet med, at det skulle være i kulturkøbmandens levetid.

Derfor var det en stor overraskelse, da H.C. Østerby i foråret til direktørens afskedsreception i Aalborg overrakte ham skiltet med “Trillingsgaards Plads”.

– Ernst har stadig stor kærlighed til Holstebro. Det var jo her, hans talent udviklede sig, og mange kan stadig huske den enorme betydning, han fik for kommunens kulturprofil. Trillingsgaard fortjener virkelig denne hæder. Vi har tidligere sagt, at vi ville opkalde en vej eller gade efter ham, når han døde. Det nye er, at vi i stedet opkalder en plads efter Trillingsgaard allerede efter karrierens afslutning, og mens han stadig er iblandt os. Den oplevelse skylder vi ham, ligesom han gav os store oplevelser gennem sit virke i Holstebro, siger H.C. Østerby.

Alle er velkomne til at hylde hovedpersonen ved afsløringen af skiltet den 31. august 2017, kl. 17.15. Foruden taler og lykønskninger bliver der musik og danseoptrin. Og helt i Trillingsgaards ånd foregår navngivningen samme dag som premieren på årets Holstebro-revy i Musikteatret Holstebro.

Brinks box
Get Fit aug19