Holstebro stærkt repræsenteret til U17-EM for piger

Af Morten Toft

Tidligere på ugen blev det offentliggjort hvilke 16 spillere der skal repræsentere Danmark, når det går løs ved U17-EM i Slovenien til august.

I blandt de 16 navne er Holstebro flot repræsenteret på stregspiller-positionen med Nanna Rasmussen, der i sidste sæson spillede i Mejdal-Halgård, og Camilla V. Pedersen som til dagligt spiller i TTH Holstebro. Begge spillere er en del af talentmiljøet i Holstebro Elitesport og TTH Holstebros Akademi og dermed et tydeligt bevis på at samarbejdet omkring talentudvikling i Holstebro blomstrer på pigesiden.

Udover de to stærke stregspillere, som allerede har indløst EM-billetten, så er den tidligere Mejdal-Halgård og kommende TTH Holstebro spiller på venstre fløj, Julie Bjerregård, udtaget blandt de resterende 12 spillere i den store 28-mands bruttotrup, som løbende kan skiftes ind i EM-truppen henover sommeren.

Talentchef i TTH Holstebro Anders Thomsen udtaler.

– Det er meget lovende, at vi i Holstebro igen har et kuld af spændende og dygtige pigespillere omkring to årgange, som viser potientiale og træningsvillighed til at kunne begå sig på ungdomslandsholds niveau.

– Jeg ser det som en blåstempling af det arbejde, som laves i klubberne i Holstebro og som et udtryk for at strukturen på vores talentarbejde kan matche, og på sigt måle sig med de andre etablerede talentmiljøer omkring os. Det ligger helt i tråd med vores ønske om at vi inden for de kommende 2 år, skal være repræsenteret med ungdomsligahold på pigesiden, og fortsat udvikle egne ligaspillere på seniorniveau.

U17-EM afvikles fra den 30. juli – 12. august i den slovenske by Celje. De danske U17-damer spiller deres første kamp ved EM-slutrunden den 1. august mod Portugal.

Brinks box
Kayas Pizza box