Holstebro Musikskole: Børn Spiller Klassisk

William Hosbond Olivarius i front med violin

Holstebro Musikskole har musikalsk talentkonkurrence for andet år i træk

Lørdag den 1. december mødes 33 børn til en venskabelig dyst på Holstebro Musikskole. Børnene spiller alle klassisk musik og kan både vinde penge og andre flotte præmier.

Konkurrencen hedder Børn Spiller Klassisk og arrangeres for andet år i træk på Holstebro Musikskole. Idéen til konkurrencen opstod, da den årlige konkurrence Unge Spiller Klassisk sidste år ændrede regler, så kun unge over 13 år kunne deltage.

– En begivenhed som Børn Spiller Klassisk har en unik værdiskabende effekt. Børnene får så utroligt meget ud af at være med i konkurrencen. De får følelsen af at være med i et fællesskab, når de møder andre, der også dyrker den klassiske musik som dem selv. Det er en interesse, der ellers godt kan føles ensom og kræver, at man tilbringer mange timer kun i selskab med sig selv og sit instrument, fortæller Elisabeth Colding Sivertsen, som er klaverlærer på Holstebro Musikskole og primus motor bag Børn Spiller Klassisk.

At øve sig

Derudover er det at have et mål med sin øvning meget inspirerende, og noget musikere i alle aldre har meget behov for. Børnene får simpelthen bare øvet sig mere, og jo mere de øver, des sjovere er det at spille.

Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt, at børnene allerede når de er helt små, øver sig i det at gå til konkurrence. Kommer man først i gang med at gå til konkurrence som 13-årig, kan det for mange virke fuldstændigt uoverskueligt. Man skal lære at håndtere sin nervøsitet meget tidligere og blive fortrolig med det at præstere under pres. Det skal blive hverdag, og det bliver det kun, hvis man gør det meget og ofte.

– Vi klæder simpelthen børnene meget bedre på ved at udsætte dem for udfordringer som denne i en meget tidlig alder. Det er med til at udvikle hvert enkelt barn på det personlige plan, og herudover er det en del af at sikre fødekæden, der hedder musikskole – talentlinje – mgk – konservatoriet – professionel musiker. Hvis vi ønsker os, at den klassiske musik skal eksistere i fremtiden, kræver det en tidlig, målrettet og konstant indsats, siger Elisabeth Colding Sivertsen.

Det er sejere!

William Hosbond Olivarius på 12 år deltager for anden gang. Han spiller violin, og det har han gjort i tre år.

– Jeg kan bare godt lide lyden af violinen. Og så er det lidt sejere at spille violin end f.eks. klaver. På et klaver kan man slet ikke spille falsk, hvis altså man rammer den rigtige tone, griner William skævt og hentyder til, at en violinist konstant skal intonere for at spille rent, og det kræver øvelse.

Øve sig, det gør William også, rigtig meget endda, når han altså ikke laver alt muligt andet. For ud over det med at spille violin og gå på talentlinie på Holstebro Musikskole, ligner han de fleste andre 12-årige drenge. Han passer sin skole på Den Kristne Friskole i Holstebro, og så går han til håndbold og spejder.

Adspurgt til, hvorfor han spiller klassisk musik, forklarer William, at violinen er beregnet til det, og derfor synes han bare, klassisk passer bedst. Han lytter også til klassisk musik derhjemme sammen med sin familie, for lillebror Benjamin spiller også klassisk musik, bare på guitar.

William drømmer om at blive professionel musiker, måske solist ligesom sit idol André Rieu. Og så håber han selvfølgelig, at han vinder Børn Spiller Klassisk, men hvis ikke, ved han godt, at det bare handler om at øve sig mere. Og så glæder han sig til næste år, hvor han endelig er gammel nok til at være med i Unge Spiller Klassisk.

Kayas Pizza box
Kayas Pizza box