Her sker de fleste ulykker med cyklister

Foto: Rådet for Sikker Trafik

Når cyklister bevæger sig ud i trafikken, er de særligt udsatte i kryds, hvor hele to ud af tre alvorlige cyklistulykker sker. Kampagnen “Brug 2 sek. mere” skal få bilister og cyklister til at orientere sig bedre i kryds. 68 kommuner deltager nu i kampagnen, som skal mindske antallet af cyklistulykker

Mange danskere bruger cyklen til den daglige transport eller til motion, hvilket er godt for både miljø og sundhed. Desværre sker der alt for mange ulykker med cyklister, som kommer alvorligt til skade, når de kører igennem et kryds. Det er særligt, når bilister og cyklister overser hinanden og støder sammen, at cyklisterne kommer slemt til skade.

I alt blev 81 cyklister dræbt, og 1.744 kom alvorligt til skade i krydsulykker fra 2012-16, viser tal fra Vejdirektoratet. Det svarer til, at to ud af tre alvorlige cykelulykker sker i kryds, men de fleste ulykker kunne undgås, hvis cyklisten og bilisten orienterede sig bedre.

– Når vi opfordrer både bilister og cyklister til at orientere sig to sekunder mere, handler det om, at det er et fælles ansvar, at vi alle kommer sikkert gennem krydset. Mange ulykker med bilister og cyklister kan undgås, hvis begge parter kigger sig bedre for og sikrer sig, at man ikke misforstår modpartens intentioner i krydset, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Cyklistforbundet hilser også kampagnen velkommen. I arbejdet for at få flest muligt til at cykle er det nemlig afgørende, at det er en tryg og behagelige oplevelse at være cyklist.

– Vi mener, at cyklen er det rigtige transportmiddel, hvis vi skal styrke folkesundheden, sikre mindre trængsel på vejene og bekæmpe klimaforandringer. Det er vigtigt, at det sker under sikre forhold, og derfor opfordrer vi til, at både bilister og cyklister orienterer sig bedre, når de skal igennem kryds, siger Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.

 

Fortsat højt antal cyklistulykker

I modsætning til andre typer ulykker i trafikken er der ikke en positiv – altså faldende – udvikling i antallet af alvorlige cyklistulykker. Set over en periode på fem år har antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister nemlig ligget på nogenlunde samme niveau. Det skal kampagnen “Brug 2 sek. mere” være med til at ændre.

Cyklister og bilister vil møde kampagnens budskaber i nærheden af udvalgte kryds i de kommuner, der deltager. Budskabet “Brug 2 sek. mere” bliver nogle steder malet direkte på cykelstien, mens det andre steder kan ses på plakater langs vejen. Det får forhåbentligt flere til at kigge sig bedre for, så nogle ulykker bliver undgået.

– Vi vil meget gerne have knækket kurven, så vi fremadrettet får færre alvorlige cyklistulykker i kryds. Det har nemlig ofte meget store konsekvenser for cyklisterne, når de ender i en krydsulykke. Samtidig er der et stort antal cyklistulykker, som ikke bliver anmeldt til politiet, og som derfor ikke tæller med i statistikken. Antallet af ulykker er derfor sandsynligvis langt højere end statistikken viser, og der er altså al mulig grund til at bruge lidt mere tid på at kigge sig for, siger Michelle Laviolette.

Som cyklist er det en god ide at være særligt opmærksom på, om bilisten har set en, hvis man skal lige over et kryds. Oftest sker de alvorlige cyklistulykker nemlig, når cyklisten skal lige over et kryds og støder sammen med en bilist, der skal dreje.

 

Antal dræbte og tilskadekomne cyklister i kryds fra 2012-2016 (kilde: Vejdirektoratet):

  • 2012: 360
  • 2013: 352
  • 2014: 361
  • 2015: 383
  • 2016: 369

 

Dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister pr. politikreds i kryds fra 2012-2016 (kilde: Vejdirektoratet):

  • Københavns Vestegns Politi: 164
  • Københavns Politi: 413
  • Midt- og Vestsjællands Politi: 90
  • Nordsjællands Politi: 160
  • Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi: 97
  • Midt- og Vestjyllands Politi: 130
  • Nordjyllands Politi: 160
  • Sydøstjyllands Politi: 125
  • Syd- og Sønderjyllands Politi: 134
  • Østjylland: 188
  • Bornholms Politi: 12
  • Fyns Politi: 152

 

Gode råd til at undgå ulykker i kryds:

Til cyklisterne

  • Brug 2 sek. mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.
  • Vær opmærksom på højresvingende biler bagfra og venstresvingende biler forfra.

 

Til bilisterne

  • Brug 2 sek. mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.
  • Vær opmærksom på cyklister, når du skal svinge til højre eller venstre.
  • Sænk farten.

 

Om kampagnen:
Læs mere om kampagnen og se kampagnefilmen “Brug 2 sek. mere”.

Brinks box
Revision Limfjord 02/10 sb stilling