Hanne-Birgit er ny turistambassadør og guide

Get Fit aug19
Hanne-Birgit Falkesgaard glæder sig til at fortælle de gode historier om Holstebro

Hanne-Birgit Falkesgaard er tidligere oversygeplejerske og har interesse for Holstebros kunst, kultur og historie samt aktiv ferie.

Hanne-Birgit Falkesgaard har boet i Holstebro i 15 år. Nu er hun gået på pension fra et fuldtidsjob som oversygeplejerske med mange ansatte under sig på regionssygehusene i Holstebro, Lemvig, Tarm, Ringkøbing og Herning, og har nu mulighed for at sætte sig grundigt ind i kunsten, byens historie og de sjove anekdoter.

I foråret greb hun chancen og meldte sig som ny guide i Holstebro Kommunes Guidekorps og tog sammen med de øvrige medlemmer på produktkendskabstur til Thorsminde, hvor deltagerene fik et solidt kendskab til kystbyen og de mange oplevelser i området mellem Vesterhavet og Nissum Fjord:

”Jeg er meget imponeret over, så mange muligheder Strandingsmuseum St. George tilbyder børnefamilierne med fortællingen om skibsforlis og Skibsdreng for en dag,” siger Hanne-Birgit Falkesgaard, og fortsætter:” Jeg glæder mig til at blive lige så dygtig som de rutinerede guider og ambassadører, så jeg kan være med til at give de gode historier om Holstebroområdet videre, og jeg synes, det er fantastisk, at man her i kommunen har valgt at lave decentral turistinformation, så turisterne møder ambassadørerne i gadebilledet og andre udvalgte steder. Jeg glæder mig til at formidle min viden til andre. På sin vis ligner det lidt mit tidligere arbejde, hvor man træffer mange forskellige mennesker. Jeg nyder det samspil, der opstår”.

Hanne-Birgit Falkesgaard er meget ydmyg overfor opgaven med at kunne formidle viden om Holstebro, og hun er meget fokuseret på at opsøge viden om kunsten og historien ved for eksempel at deltage i Holstebro Museums og Holstebro Kunstmuseums gåtur i Holstebros kunst- og kulturhistorie, samt ”På cykel rundt til kunsten i Holstebro”.

Du kan deltage i en gratis guidet byrundtur alle onsdage kl. 11.00 i juli og august. Mødested: Det Gamle Rådhus, Nørregade 25, 7500 Holstebro.

Brinks box
Brinks box