Giv dine gæster en god ferieoplevelse

Holstebro Kommunes turistambassadørkorps fortæller om, hvad der venter turisten på en guidet byrundtur til kunsten i Holstebro

Brænder du for at inspirere og hjælpe gæster og turister i lokalområdet til en god ferieoplevelse? Så kom til informationsmødet ”Turistservice for alle” hos Enheden for Erhverv og Turisme i Holstebro Kommune.

Med hjælpsomhed, smil og personlig vejledning kan du være med til at sikre, at gæsterne føler sig velkomne. På mødet bliver du klædt på om aktuelle events, kunst- og kulturoplevelser samt gode spise- og overnatningsmuligheder.
Mødet finder sted mandag den 24. juni 2019 kl. 14.00 – 15.30 på Holstebro Bibliotek.

Til velkomst vil Helle Bjerg Hellesøe, der er turismekoordinator i Holstebro Kommune, fortælle om højdepunkter for turister i sommeren 2019 – herunder Holstebro Kommunes strategiske satsninger og indsatsområder. Det drejer sig blandt andet om udvikling i Holstebro by, Thorsminde og på Handbjerg Marina samt udviklingsprojekter under profilen som Danmarks bedste vandredestination, Holstebro som hundevenlig feriedestination og kultur- og fødevareoplevelser for hele familien.

Holstebro Kommunes turistambassadør- og guidekorps og Kulturvægterne vil også være til stede og fortælle om, hvad der venter turisterne på en guidet byrundtur til kunsten i Holstebro by.

På programmet er også Justin Hammershøj, der er eventkoordinator i Holstebro Kommune, samt repræsentanter fra Frilandsmuseet Hjerl Hede, Strandingsmuseum St. George i Thorsminde, Handbjerg Marina samt Thorsminde Borgerforening, der alle vil bidrage med spændende nyt fra hvert deres sted. Formålet er at klæde lokale butiksejere, guider og frontdeskpersonale på til at agere en god ”turistambassadør” for området. Informationsmødet henvender sig til alle.

Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding via dette link

Brinks box
Kayas Pizza box