GÆSLINGER KAN HAVE 30 SØSKENDE

Foto: Dyrenes Beskyttelse

Af: Anna Dalgaard, Dyrenes Beskyttelse

Vagtcentralen 1812 modtager i disse dage flere opkald fra folk, der ser gæslinger gå rundt alene. Men oftest er de ikke i nød. 1812 står altid til rådighed for vejledning.

Gæs yngler tit på små øer i vand. Omringet af vand er redepladserne nemlig sikre.

Når gæslingerne klækkes, bevæger de sig op på land for at græsse med deres forældre. Derfor er de glade for boldbaner og græsplæner om dagen, men går tilbage på vandet om aftenen.

Gæslinger bliver aldrig efterladt

Når gæslingerne går og græsser, vælger de selv, hvor de vil gå hen og hvilken flok gæslinger, de vil slutte sig til. De bliver aldrig egentlig efterladt, men kan selvfølgelig komme væk fra den flok, de normalt følger. Det fortæller biolog hos Dyrenes Beskyttelse, Michael Carlsen:

”Gæslinger er meget selvstændige. Så hvis en gæsling pludselig kigger sig omkring og opdager, at flokken ikke er inde for rækkevidde, så kan den oftest selv klare opgaven med at finde dem igen – eller med at finde en anden flok gæslinger.”

Hvis man finder en gæsling, der render rundt alene i nærheden af noget vand, er det derfor ikke nødvendigvis en god idé at samle den op. Der er mange gæs i de områder, så der er stor sandsynlighed for, at den selv finder vej til en flok, den kan slutte sig til.

 

IMG_7134_1.JPG

Fordelagtigt at være i en stor flok

Normalt har gåsemor mellem 1-10 gæslinger, som hun selv har ruget ud. Men i løbet af sæsonen ender hende og gåsefar med flere og flere. Når gæslingerne nærmer sig flyvefærdighed, er der nogle forældre, der kan have op til mellem 30 og 40 gæslinger. Michael Carlsen fortæller, at de store flokke er til gavn for den enkelte gæsling:

”For gæslingerne er det en fordel at være i en stor flok, fordi de vokser bedre og hurtigere. De får en social fordel, fordi de får retten og pladsen. Ikke fordi de nødvendigvis slås, men de har en fordel.”

Han tilføjer: ”Når Vagtcentralen 1812 bliver sendt ud til en forladt gæsling udnytter de, at gæs adopterer andres gæslinger. Det vil sige, at dyreredningsteamet finder en flok af gæs, der allerede har ret mange gæslinger. Så sætter de gæslingen i nærheden, så den kan blende ind i flokken. Den ved godt, hvad den skal.”

Det er ikke nødvendigvis afgørende, hvor gæslingen befinder sig, men om den er alene eller i nærheden af andre. Er du i tvivl, om en gæsling er i nød, så ring 1812 for vejledning før du selv handler på situationen.

Ring 1812 hvis gæslingen:

  • Er faldet ned i en grøft, lysskakt eller lignende.
  • Er alene langt væk fra både andre gæs og et område med vand.

Brinks box
Det Gamle Postkontor