Forår fejres med festivaluge

Get Fit aug19
I musikskolens festivaluge kan du bl.a. opleve større orkestre spiller en 4 timers drop in koncert.

475 musikere spiller sammen i 40 orkestre og bands i Holstebro Musikskoles festivaluge

Foråret er over os, og på Holstebro Musikskole betyder forår et væld af koncerter.

En del af disse koncerter er samlet i en festivaluge, som løber af stablen fra 20.-24. maj. Her kan publikum opleve 4 små festival-koncerter med i alt 40 orkestre og mindre ensembler – og ikke mindre end 475 medvirkende musikere.

– Det er nyt, at vi laver en festivaluge. Det viser, at musikskolens aktivitetsniveau er enormt, når vi kan samle 40 orkestre og bands med masser af musik på hjertet. Og så fortæller det, at der er rigtig mange børn og voksne her i Holstebro, der er vilde med at spille sammen. Og alt det vil vi gerne dele med hele Holstebro i løbet af denne uge, fortæller musikskoleleder Jens Dammeyer Sørensen.

Hele Holstebro er altså inviteret til denne kaskade af musik i dagene 20. – 24. maj.
Alle koncerter er gratis, og programmet kan ses på Holstebro Musikskoles hjemmeside og på Facebook.

Orkesterfestival

20. maj kl. 17.00 er der Orkesterfestival i Orkestersalen på musikskolen. Her vil større orkestre spiller en 4 timers drop in koncert. Hvert orkester spiller ca. en halv times program. Genrerne er blandet, så publikum kan opleve alt fra klassisk over jazz, rock og pop.

– Vi vil gerne give vores orkestre mulighed for at spille en hel koncert i festivalen. Derfor har vi valgt konceptet drop in koncert. Så det er altså i orden at komme dumpede, lytte lidt og liste afsted, fortæller orkesterleder Anders Christensen.

Festivalen indledes i øvrigt med et indslag, hvor musikskolens helt nye Orkesterklub medvirker. Orkesterklubben er en musikalsk kravlegård og legeplads med fokus på orkestersammenspil for børn fra 1. klasse. Man kan opleve blæserorkestre, slagtøjsorkestre samt klaverorkester. Spændet er fra skoleorkester til voksenensemble.

Årskoncert

22. maj kl. 19.00 er der årskoncert i Musikteatret.

Temaet er folkemusik, når musikskolen indtager den store scene i Musikteatret. Der er sat fokus på samarbejde mellem forskellige orkestre, så der vil være mange musikere på scenen samtidig, fortæller musikskoleleder Jens Dammeyer Sørensen.
Det er folkemusik forstået som musik, der binder folk sammen i en musikalsk rejse rundt i verden og på kryds og tværs af instrumenter. For musikskoleeleverne er det en kæmpe stor oplevelse at spille på den store scene og på den måde opleve professionelle rammer med lyd og lys. Aftenen slutter med et stort fællesnummer med alle medvirkede og publikum.

Rytmisk og klassisk

23. maj kl. 19.00 er der rytmisk festival i B1 på musikskolen.

Holstebro Musikskoles rytmiske festival er kendetegnet ved en club-stemning som ramme for en intimkoncert. Musikskolens rytmiske bands er klar til at byde velkommen til en hel aften med fed musik og hyggelig stemning. 10 bands fra bandklub, talentlinje og MGK er klar til at trykke den af, og der er garanti for nogle spændende og intense musikalske oplevelser.

24. maj er der klassisk festival på Holstebro Bibliotek.

Musikskolen rykker ind i bibliotekssalen med masser af klassisk kammermusik. Man kan opleve små og større ensembler, der udelukkende spiller på akustiske instrumenter. Der spiller klassisk musik af f.eks. Mozart, Beethoven og Bach. Du kan opleve spændende instrumenter som fløjte, klarinet, violin, blokfløjte, klaver, accordeon og trompet. Deltagerne er musikskoleelever, talentlinjeelever, MGK-elever og musikskolelærere. Dette er også en drop in koncert med en varighed på ca. 2 timer.

Brinks box
Get Fit aug19