Fødevarestyrelsen guider børnehaverne til sundere mad og måltider

Ny forskning dokumenterer, at grovbollerne og bønnepostejen oftere bliver spist, hvis pædagoger og personale har en plan for et både sundt og hyggeligt måltid med de mindste. To guides fra Fødevarestyrelsen viser vej.

Der skal både fisk frugt og fuldkorn på menuen i de danske daginstitutioner. Sådan lyder en af anbefalingerne i en helt ny ‘Guide til sundere mad i daginstitutionerne’, som Fødevarestyrelsen præsenterer onsdag. Anbefalingerne er baseret på de officielle kostråd, og tilpasset børn mellem ét og seks år.

Guide til sundere mad i daginstitutionerne
“Vi har udviklet guiden, fordi vi ved, at rigtigt mange børn får mindst halvdelen af deres måltider i børnehaven. Derfor er det vigtigt, at måltiderne ikke kun er vitaminrige og velsmagende, men også er med til at skubbe lidt til børnenes madmod. Følger man anbefalingerne, får de mindste energi til både at vokse og udvikle sig,” forklarer kontorchef i Fødevarestyrelsen, Else Molander.

Den nye ‘Guide til sundere mad i daginstitutionen’ opfordrer personalet til at bruge rigeligt af sunde basisråvarer som blandt andet grøntsager, kartofler, magert kød samt fisk, frugt og fuldkorn. Federe kød og fede mejeriprodukter er ikke bandlyst, men kan indgå som supplement, lyder det fra Fødevarestyrelsen, der har haft både diætister, kokke og køkkenpersonale med om bord til at udvikle spændende retter og udregne portionsstørrelser.

Rammerne om det gode måltid
Men hvis de sunde måltider skal glide ned, er det også vigtigt, at Ida Marie, Noah og Alberte er med til både at dække bord og øse op, når der skal spises i enten børnehaven eller vuggestuen. Det fremgår af den anden guidene ‘Rammer om det gode måltid’ – som også ligger klar til ledere, pædagoger og køkkenpersonale i daginstitutionerne.

Anbefalingerne til det pædagogiske arbejde med måltidet bygger på helt nye forskningsresultater fra Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse under Aarhus Universitet. Her har forskerne sammen med blandt andet ledere, pædagoger og madprofessionelle undersøgt, hvad der giver de mindste appetit på nye smagsoplevelser og skaber en god stemning bordet rundt.

“Fokus på sund mad er ikke nok, og en af konklusionerne fra forskerne er også, at hvis pædagogerne har børnene med til både at lave mad og dække bord og skaber rum til både leg, læring og en livlig snak om maden, ja så stiger stemningen og sulten efter at prøve nyt,” forklarer Else Molander.

Gaardhøje 300x250 ny
Revision Limfjord 02/10 sb