Flagermus får flere muligheder for at finde føde i Sydthy

Langøret flagermus som disse får nu mere våd natur at finde føde i ved Thy.

Naturstyrelsen er netop gået i gang med at genskabe naturlige vandstandsforhold ved Hvidbjerg Plantage i Thy. Flere naturlige søer og vandhuller gør det nemmere for flagermus at finde føde.

Vand er vigtigt for mange fugle, padder og insektarter, der både bruger vandet til at formere sig, finde føde og søge beskyttelse mod rovdyr. De nye muligheder for at finde føde er for eksempel til gavn for flagermus, som der er mange af omkring Hvidbjerg Plantage.

– Flere arter af flagermus jager insekter over vandoverfladen på søer og vandløb. Under jagtflugten flyver vandflagermus meget tæt på vandoverfladen, og flere flagermus kan indimellem jage i samme område. Ved at skabe mere våd natur kommer der flere insekter. Det giver flagermusene flere muligheder for at finde føde, siger skovrider Ditte Svendsen, Naturstyrelsen Thy.

I løbet af den næste uges tid genetablerer Naturstyrelsen de naturlige vandstandsforhold nær Bodbjerg Sande og Lillehav. Det giver nye våde naturområder på knap 60 hektar fordelt på de to områder.

Det betyder mere konkret, at knap fem kilometer tidligere opgravede grøfter dækkes med den tidligere opgravede jord fra grøfternes kanter. Hermed føres vandet ikke væk fra området, men samles i nye vådområder. De nye naturlige vådområder bliver et mekka for dyrelivet.

Observationer viser, at der bor mange forskellige arter af flagermus netop omkring Hvidbjerg Plantage. Der er observeret damflagermus, troldflagermus, sydflagermus, brunflagermus, syd/brun/skimmelflagermus, vandflagermus og langøret flagermus. Foruden flagermus gavner den våde natur også områdets krondyr, oddere og vadefugle.

Projektet Sårbar Vestkystnatur eller LIFE REDCOHA, gennemføres med støtte fra EU’s LIFE-program og skal hjælpe den trængte kystnatur langs Jyllands vestkyst. Læs mere om alle elementerne i LIFE-projektet.

Brinks box
Kayas Pizza box