Et døgn med erhvervsudvikling i Holstebro

Foto: Nupark i Holstebro bliver et af de steder, hvor erhvervsaktører under Erhvervsudviklingsdøgnet får input til vækst og udvikling.

Holstebro Kommune er vært for årets udgave af Erhvervsudviklingsdøgnet, som ventes at tiltrække tæt på 200 deltagere fra hele Region Midtjylland.

Erhvervsudviklingsdøgnet finder sted torsdag den 3. til fredag den 4. maj 2018, hvor deltagere fra kommuner, lokale erhvervsråd, VEU-centre, Region Midtjylland, Væksthus Midtjylland og en række andre organisationer mødes i Holstebro. Det gør de for at få den nyeste viden, udveksle erfaringer og blive inspireret til nye initiativer, der kan skabe vækst og arbejdspladser.

 

Søren Olesen, der er formand for Erhvervs- og Turismeudvalget i Holstebro Kommune, glæder sig til arrangementet:

– Det er dejligt at kunne byde så mange gæster fra hele regionen velkommen til Holstebro, og vi glæder os til at vise nogle af de mange spændende virksomheder og erhvervsinitiativer frem, som vi har her i kommunen, siger han.

Blandt de lokale virksomheder, som skal inspirere deltagerne, er blandt andre Vald. Birn A/S, Gråkjær A/S, Midt- og Vestjyllands Politi, Fashion Shopping, Creativ Company, Winefamly, Nomi4s og Arla.

 

Arrangementet afholdes i Musikteatret Holstebro, i Nupark samt hos lokale virksomheder.

 

Det er ikke kun de tilrejsende gæster, der får glæde af arrangementet. Om torsdagen vil byens restaurationer blive fyldt med frokostgæster, når deltagerne i mindre grupper skal netværke og spise frokost flere forskellige steder i Holstebro by. De mange gæster har også resulteret i, at samtlige hotelværelser i Holstebro Kommune er udsolgt den 3. maj.

 

– Det er dejligt, at vi med Erhvervsudviklingsdøgnet sætter fokus på Holstebro for de mange gæster, men det er også utroligt positivt, at hele byen og kommunen kan mærke, at det er lykkedes os at tiltrække en stor erhvervskonference, udtaler Søren Olesen.

Gaardhøje 300x250 ny
Det Gamle Postkontor