Elevråd arrangerer skolefesten og indsamler penge til gavn for kammeraterne

Foto: Politiker-attituden var ikke til at tage fejl af, da Stabys elever holdt skolefest med et særligt politiker-tema.

Det lignede et valgmøde, da Staby Skole holdt skolefest med politik som tema – og skaffede penge til et nyt net over skolens multibane.

Om femten år kan en dansk minister sagtens komme fra Staby. Her træner eleverne nemlig til Christiansborg. Til skolefesten for nylig var de klædt ud som politikere. På væggene hang der valgplakater, og under loftet svævede balloner. Det lignede nærmest en valgfest.

Som noget specielt var skolefesten arrangeret af elevrådet. De havde valgt temaet med politik.

Det passede til stemningen i Danmark de sidste par måneder med valgkamp og regeringsdannelse.

Elevernes store ønske

Elevrådet havde også bestemt, hvad overskuddet ved skolefesten skal gå til: En nyt net over skolens multibane.

– Det er vores store ønske at få sådan et net, fortæller elevrådsformand Valdemar Holm Jessen.

Invitation til politiker

Egentlig var det planen, at politik skulle præge en hel skoledag i Staby. Eleverne havde inviteret folketingsmedlem Annette Lind fra Holstebro til at komme til deres morgensamling. Men hun måtte desværre sende afbud. Det har været en hektisk tid for politikerne.

– Vi er en åben skole og vil gerne have besøg udefra, for eksempel af politikere, siger skoleleder Lene Ettrup.

Opbakning fra forældre og byen

Elevrådet havde til skolefesten lånt sognegården i Staby. Den ligger ved siden af skolen. Lokalsamfundet bakker skolen op.

Eleverne planlagde selv hele festen. Men de fik stor opbakning fra deres forældre.

I løbet af aftenen var der festlige indslag som fællesdans, limbodans og rundbold. Eleverne solgte lune retter, slik, is og sodavand for at skaffe penge til deres store ønske om nettet til multibanen.

Elevrådet i Staby har ti medlemmer. Der er på skolen over 100 elever til og med 7. klasse.

Brinks box
Kayas Pizza box