DR P2 har nomineret Janne Thomsen til ”Årets ildsjæl”

Pressefoto af Janne Thomsen

Danmarks Radios radiokanal for kultur og klassisk musik, DR P2, hylder hvert år ”Årets ildsjæl” inden for klassisk musik. I år er fløjtenist Janne Thomsen blandt de tre nominerede til prisen. Det er hun for sin rolle som stifter og kunstnerisk leder af musikfestivalen Klassiske Dage – Holstebro International Music Festival, der hvert år siden 2005 har fyldt Holstebro og omegn med klassisk musik.

Janne Thomsen er indstillet af lederen af Balletskolen i Holstebro, Kent Sommer Mortensen, som i et interview med DR P2 siger, at han Janne Thomsen er ”indbegrebet af en ildsjæl, international klasse med fødderne solidt plantet i den jyske muld.”
I en kommentar til nomineringen siger Janne Thomsen til hjemmesiden KlassiskeDage.dk:
”Min idé med festivalen er at bringe mit netværk af den internationale elite til Danmark og samtidig at fodre den musikalske fødekæde.”

Og videre om musiks betydning for os alle sammen:
”Det er vigtigt at tale om alle de fantastiske ting, man får med fra musikken: Børns koncentrationsevne optimeres i skolen og styrker indlæring; musik støtter deres retorik. Og når man spiller musik, lærer man at tænke mere kreativt, og man opdager, at der findes mere end ét rigtigt svar. Endelig er der meget team-building i at spille sammen, og man lærer at overvinde frygten ved at stå på en scene,” siger Janne Thomsen.

DR P2 har talt med den unge fløjtenist Sara Louise Larsen, som studerer på den konservatorieforberedende MGK-uddannelse i Holstebro. Hun er glad for Janne Thomsens initiativ:
”Helt almindelige borgere, som måske ikke ville overveje at tage til en koncert, kan næsten ikke undgå at opdage, at der er ”Klassiske Dage” i byen,” siger hun til DR P2 og slutter interviewet med at sige, at festivalen giver hende fornyet motivation og lyst til at gå hjem og gøre sig dygtigere.

Radioreportagen om nomineringen til ”Årets ildsjæl” er krydret med en musikoptagelse fra den radiotransmitterede åbningskoncert for Klassiske Dage 2018. I radioen hører man Janne Thomsen på fløjte og Katrine Gislinge på flygel i et stykke musik af den lettiske komponist Peteris Vasks (som i øvrigt tidligere har været gæst på festivalen).
Indslaget afsluttes i øvrigt med et andet stykke musik fra Klassiske Dage 2018, nemlig den fynske violinist og folkemusiker Harald Haugaards festlige hyldest til Carl Nielsen, ”Carls fiddle”, uropført af sammen med Klassiske Dages solister og Harald Haugaard selv på violin i koncertsalen ”Knudsens” i Holstebro.

Vinderen blandt de tre, som er nomineret til ”Årets ildsjæl”, bliver udtrukket af en fagjury ved P2-koncerten torsdag 14. februar.
Følg linket herunder for at gå til DR’s hjemmeside for at høre radioudsendelsen fra lørdag 9. februar 2019 om Janne Thomsens nominering til ”Årets ildsjæl”. Hele indslaget var seks minutter og begynder cirka 57 minutter inde i radioudsendelsen:
https://www.dr.dk/radio/p2/p2-puls/p2-puls-2019-02-09#!00:57:12

Brinks box
Kayas Pizza box