Døgninstitution i Ulfborg lukker efter kritik

Region Midtjylland har besluttet at lukke døgninstitutionen Skovhuset i Ulfborg som følge af kritik fra Socialtilsyn Midt. Regionen vil ansøge om at oprette en ny institution i lokalerne.

 

Socialtilsynet har påpeget fejl i indberetninger af magtanvendelser og at personalet i nogle tilfælde har optrappet konflikter unødigt. Desuden kritiserer tilsynet tonen i nogle af dagbogsnotaterne.

Skovhuset er en del af regionens Specialområde Børn og Unge.

Områdechef Tove Nedergaard anerkender kritikken:

– Børn og unge skal naturligvis mødes med respekt og mødes med

ordentlig tone, og vi skal også have styr på vores magtanvendelser og beskrivelsen af dem. Det er noget, vi har arbejdet meget med i hele specialområdet. Derfor er det ærgerligt, at vi får sådan en sag, hvor det viser sig, at vi ikke er nået i mål alle steder, siger hun.

Tove Nedergaard understreger, at der ikke er sket misrøgt af nogen beboere i Skovhuset. Der er alene tale om regler og principper, der ikke er blevet fulgt tilstrækkeligt efter bogen.

Skovhuset lukker senest ved udgangen af 2018. I løbet af efteråret vil regionen ansøge Socialtilsynet om godkendelse af en ny institution, der kan overtage lokalerne i Ulfborg. Den nye institution skal have samme målgruppe som Skovhuset. Godkendelsen forudsætter dog, at alle de problemer, der blev påpeget i Skovhuset, er ryddet af vejen.

En handleplan for at få indfriet dét mål, er allerede sat i gang.

Fakta om Skovhuset

  • Døgn- og aflastningstilbud for børn og unge med mentale udviklingsforstyrrelser og psykiske sygdomme.
  • 18 døgnpladser til børn og unge i alderen 5-18 år.
  • 2 døgnpladser til voksne i alderen 18-25 år.
  • Cirka 50 antal ansatte
Gaardhøje 300x250 ny
Pølsetyskeren