DET LEVENDE ORD FEJRES

Poesi på en torsdag i Holstebro fylder 10 år og fejres med bl.a. tre stærke, skandinaviske digtere

PRESSEMEDDELELSE FRA ODIN TEATRET

Tæt på hundrede digtere har i løbet af de sidste 10 år optrådt i Holstebro på det populære og velbesøgte poesiarrangement Poesi på en torsdag. Det er lige før, det er svært at finde en dansk digter, som ikke har læst op her.

Torsdag den 5. oktober kl. 19.00 kan oplæsningsarrangementet fejre sin 10 års fødselsdag. Det sker, som så ofte før, på spillestedet Knudsens i byens centrum.

Stor spændvidde

Ved at nævne blot nogle få af de hundrede digtere, der har været forbi Holstebro, kan man fornemme arrangementets spændvidde: Klaus Rifbjerg, Prins Henrik, Peter Laugesen, Thomas Boberg, Suzanne Brøgger, Lars Skinnebach, Olga Ravn, Cecilie Lind samt elever fra Forfatterskolen i København.

Der er ingen tvivl om, at den store succes, Poesi på en torsdag har nydt lige siden sin begyndelse, skyldes den balancerede sammensætning af digtere af høj og udfordrende kvalitet, frydefuld musik og indslag af poetisk karakter med medvirkende fra Holstebro. En kombination, som har lokket tilhørere til i alle aldre og af enhver smag.

Skandinaviske digtere

Det har derfor også været nødvendigt at finde på noget helt specielt for at markere de 10 år, hvor ikke én oplæsning har lignet den anden.

Og hvad kunne passe bedre – ud over selvfølgelig at invitere Lone Hørslev, der dels stammer fra Holstebro, dels for 10 år siden i oktober 2007 uden honorar indledte det hele – end at invitere to betydelige digtere fra vores skandinaviske broderlande: Katarina Frostenson fra Sverige, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris for Litteratur i 2016, og den ansete lyriker, Terje Dragseth, fra Norge.

Katarina Frostenson, født 1953 i Brännkyrka uden for Stockholm, debuterede i 1978 med digtsamlingen I mellan (Korpen). Siden har hun udgivet i alt 21 digtsamlinger – sidst Sångar och formler i 2015 (Wahlström & Widstrand) – samt dramatik, essays, oversættelser fra fransk og et prosaværk. Hendes digte har fra og med debuten udviklet sig med den stærkeste følsomhed og i et sprog glidende frem, piblende og strømmende, som vand på tør jord. Til dansk er Flodtid (Wahlström & Widstrand, 2011) oversat i 2013 (Gyldendal) af Pia Tafdrup under samme titel.

Frostenson har siden 1992 været medlem af Svenska Akademien og har gennem årene modtaget adskillige priser. I 2016 således Nordisk Råds Litteraturpris.

Terje Dragseth er født i 1955 i Kristiansand. Ud over at skrive digte har han arbejdet som filminstruktør – uddannet på Den danske filmskole – og har et musikband, I Sing My Body Electric, med hvilket han har udgivet flere albums med egne sange. Han digtdebuterede i 1980 med samlingen Offerfesten (Tiden Norsk Forlag). Hans 17. digtsamling har netop set dagens lys: Epifanier (LORD JIM PUBLISHING, 2017), 44 prosadigte, som med knivskarp præcision skærer en række aftryk ud af det hverdagslige gennem sikker, objektiv observation. Terje har bl.a. modtaget den danske pris, F.P. Jacs mindelegat i 2016. I midten af 70’erne var han bosat en periode i Holstebro.

Lone Hørslev vakte stor opmærksomhed allerede med sin første digtsamling Tak (Gyldendal, 2001). Hendes sans for sproget er som præget af en medfødt naturlighed. Med legende sikkerhed, som kun kan fremkomme ved hårdt arbejde, former hun hverdagssproget, så det bliver både humoristisk afslørende, overraskende og dybtborende. Hun er født i 1974, voksede op i Holstebro og blev uddannet på Forfatterskolen. Hun har udgivet digte, romaner og noveller og har samtidigt kastet sig ud i og dyrket musikken i diverse sammenhænge. Sidst i musiklyrikprojektet Uhørt, skabt i samarbejde med komponist Jesper Mechlenburg. Gennem årene har Lone modtaget adskillige hædrende priser.

Musik

Odin Teatrets Husorkester med sangeren Rina Skeel, guitaristen Jan Ferslev og bassisten Pelle Henningsen udvider sig til lejligheden med gæstemusikerne Bjarne Nygaard Nielsen, guitar, Martin Damgaard, klaver og harmonika, og Simon Brøde Holm, kontrabas.

Gæsteoptrædende er også det ekstraordinære Ensemble MidtVest med Jonathan Slaatto, cello, og Martin Qvist Hansen, klaver. De opfører Claude Debussys Sonate for cello og klaver.

I anledning af jubilæet optræder Lone Hørslev på Uddannelsescenter Holstebro, Terje Dragseth på Holstebro Gymnasium & HFs bibliotek om formiddagen og Katarina Frostenson på Holstebro Bibliotek først på eftermiddagen den 5. oktober med nogle forholdsvist korte, appetitvækkende oplæsningsindslag.

Poesi på en torsdags jubilæum er arrangeret af: Holstebro Gymnasium & HF, Uddannelsescenter Holstebro, Holstebro Bibliotek, Holstebro Kunstmuseum, Musikteatret Holstebro, Arnold Busck Boghandel og Odin Teatret.

Jubilæet er støttet af Statens Kunstfond, Svensk-danska kulturfonden og Holstebro Kommune.

Billetter kan udelukkende købes gennem Holstebro Biblioteks onlinebilletsalg.

Flere oplysninger

Kayas Pizza box
Kayas Pizza box