BSV henter gammel TTH profil hjem fra Spanien

Jesper Nøddesbo skal i de kommende tre sæsoner tørne ud for Bjerringbro-Silkeborg. Efter 10 sæsoner i Barcelona vender OL-guldvinderen hjem til Danmark.

Bjerringbro-Silkeborgs cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen finder de helt store ord frem, når han skal beskrive, hvilken kapacitet han får tilgang af i den kommende sæson.

– Det er et scoop for vores klub, at vi kan få en spiller som Jesper Nøddesbo til Bjerringbro-Silkeborg, siger han.

 

Nøddesbo: Det bliver godt
Jesper Nøddesbo har to danske mesterskaber, to Champions League-titler, to EM-titler og en OL-guldmedalje på CV’et, og efter sommerpausen er det Bjerringbro-Silkeborg, der får glæde af 36-årige stregspillers mange kvaliteter. Hovedpersonen selv ser meget frem til sin nye tilværelse i det midtjyske.

– Jeg er sikker på, at det bliver godt. Basen i Bjerringbro-Silkeborg er i orden. Der er styr på klubben, styr på holdet, og en god grundstamme af spillere. Der er styr på trænersituationen med to kompetente trænere. De grundlæggende ting er på plads for, at vi kan få succes på banen, fortæller Jesper Nøddesbo om årsagen til, at han har valgt at tilbringe sine kommende år i Bjerringbro-Silkeborg.

– Jeg har været væk fra venner og familie i 10 år, og det bliver rart at få dem tættere på. Jeg kommer fra det midtjyske, fra Herning, så det har også været en del af overvejelserne. Det er højest sandsynligt min sidste kontrakt, så det er også meningen, at jeg skal afsøge, hvilke muligheder, jeg har, når min karriere slutter.

 

Mere end 200 landskampe
Stregspilleren har spillet mere end 200 landskampe for Danmark, og han peger da også selv på erfaring, når han bliver spurgt om, hvad han tænker, at han kan bidrage med i Bjerringbro-Silkeborg.

– Erfaring ligger selvfølgelig først for. Og så er jeg et engageret og positivt menneske, som vil holdet det bedste. Jeg kan rigtig godt lidt god stemning i hallen, og jeg ved, at der altid er fart på i JYSK Arena, siger Nøddesbo, der tager hjem til Danmark for at vinde.

– Jeg kan godt lide at vinde, og jeg satser da på, at vi skal vinde så meget som muligt. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at genopleve at blive dansk mester.

 

Tre dygtige stregspillere
Jesper Nøddesbo er vant til at være med i toppen, og det samme er Bjerringbro-Silkeborg. Den midtjyske klub har vundet medaljer i de seneste tre sæsoner, og i to sæsoner i træk har de været med i knock-out-fasen i de europæiske turneringer. Forventningen er, at Jesper Nøddesbo kan være med til at forsætte klubbens solide udvikling.

– Jeg har kendt Jesper i mange år, og både på og udenfor banen er han en af de allerstørste profiler, jeg har oplevet i mine mange år med landsholdet. Det er en spiller, som på alle fronter vil bidrage til gode resultater, og som også vil bidrage til den måde, vi griber tingene an både på og udenfor banen, mener cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen.

– Jesper vil kunne yde et stort bidrag i begge ender af banen. Almindeligvis har han fået mest kredit for sit angrebsspil, men han er tiltænkt stor rolle også i forsvaret. Vores opgave bliver at udnytte, at vi har tre dygtige stregspillere i Jesper Nøddesbo, Michael Knudsen og Rasmus Jensen, og vi vil ofte se flere af dem i spil på samme tid i begge ender af banen.

Jesper Nøddesbo begynder i Bjerringbro-Silkeborg efter sommerferie, og hans kontrakt løber frem til sommeren 2020.

Jyske Bank TV har besøgt Jesper Nøddesbo. Se indslaget her:

 

Kayas Pizza box
Noojins boks alm.

Be the first to comment

Leave a Reply